Loading...

Fra bjergturen ved Tolox

Rejseberetning

32. Vandreuge til Costa del Sol 2019

26. april 2019 · Henning Rose

32. Vandreuge gik til Costa del Sol i 2019.

 

Ugen før, tog de 4 turledere til Costa del Sol for at planlægge og gå de mange ruter til selve Vandreugen. Costa del Sol er nok kendt af mange, men baglandet er nok et ukendt kapitel. Samtidig var der arrangeret 2 busture, så vi kom langt ind i baglandet. På en af turene løb vi ind i problemer, idet stierne løb ind i private områder. Vi måtte kravle over 4 hegn, før vi kom ud. Denne rute måtte vi ændre.

Mandag 01 APR ankom flyet fra Kastrup omkring kl. 22. Der var mulighed for lidt mad i restauranten. Flyet fra Billund ankom omkring kl. 02. I alt ankom 89 deltagere.

Tirsdag 02 APR mødte deltagerne mere eller mindre udhvilede kl. 10, nogle endda til morgengymnastik kl. 08. Her kunne deltagerne nu vælge, om de ville gå 10, 16, 22 eller 30 km. Vi gik lidt ind i landet til et flot grønt område, med nogle få bakker. Herefter ned langs kysten og igen ind i landet. Ad små veje kom vi igen ud til kysten, og vi fulgte promenaden hjem til hotellet. Vi nåede frokosten. De 2 lange hold nåede noget længere ud, og nåede også hjem til frokost, dog gik de en lille tur efter maden. En god human starttur, med kun få bakker, i godt vandrevejr. Sidst på eftermiddagen var der udstræk og herefter briefing om Vandreugen.

Onsdag 03 APR startede dagen med morgengymnastik, og kl. 09 var holdene klar til turen. Efter en kort briefing gik alle ind i baglandet. Vi fulgte et vandløb et langt stykke, men så var der nogle der havde bygget et hus på stien, så vi måtte kravle langs hegnet til vi igen kom til stien. Vi måtte igen omkring et hus, før vi kunne gå ned til et vandløb og over dette. En trådte forkert og havnede i vandløbet, dog uden skader. Resten af turen var over grønne arealer med en fantastisk udsigt. En fin tur med lidt udfordringer, men i fint vandrevejr.

Torsdag 04 APR var der gymnastik og spisning. Kl. 09 gik vi til busserne, som skulle kører os til byen Tolox. Det tog lidt over en time at køre til startstedet. Det var vores bjergtur, dog uden de helt store udfordringer. Vi lavede 2 bjerghold, og de der ikke gik på bjerget, gik kun en del af ruten og tilbage. På bjergturen var der få udfordringer, men ellers meget human. Der var et par korte kraftige stigninger, men vi venter altid på de sidste og samler ofte op. Vejret var stille med sol, så der var flotte udsigter over dalen. En helt fantastisk tur. Første hold var kørt hjem, og sidste bus ventede på de 2 bjerghold. Der var udstræk efter turen, og så blev tørsten slukket i baren.

Fredag 05 APR var det fridag. Mange havde tilmeldt sig Bravo Tours ture til Gibraltar og Alhambra, og andre tog til Malaga. Denne dag var der regnvejr det meste af dagen, så udbytte blev lidt begrænset.

Lørdag 06 APR skulle vi igen med bus, og denne gang til byen Ronda. Turen tog ca. 1 t. det regne en del på vej der op, men da vi stod af, var det tørvejr. Vi samledes ved bymuren med en flot udsigt. Vi opdelte i 4 hold. Vi gik rundt i den gamle by, og så bygninger og udsigter. Byen er højt placeret, så vi gik ned ad trapper indtil vi kom helt ned i lavlandet. Vi fulgte en sti rundt om byen, så vi kunne se byen oppe på klipperne. Et par gange måtte vi have regntøjet på et kort øjeblik. Ellers var det fint vejr. På vej hen til bussen begyndte det at regne igen. Vi tog førte bus hjem.

Søndag 07 APR efter morgenforberedelserne startede vi kl. 09 med at gå langs kysten til byen Fuengirola. Nogle hold tog stranden og andre fortovet. Halvvejs mod byen, havde vi lagt en rute i et grønt område. Her indhenter vi et af de andre hold. Holdet var kommet for tæt på mange bistade og var blevet overfaldet af bierne. 6 af deltagere var blevet stukket så mange gange, at de, af sikkerhedsmæssige grunde, blev kørt til hospitalet. De 2 hold blev slået sammen, og vi gik i samlet flok tilbage til hotellet. Efter 2 timer fik de 6 deltager lov til at gå hjem fra hospitalet. Efter udstræk var der afslutning, hvor de deltagere, der havde været med hhv. 5, 10, 15 osv. fik en erindring. En deltager havde været med 30 gange.

Mandag 08 APR var hjemrejsedag. Deltagerne til Kbh. og Billund tog af sted om eftermiddagen, men da der ikke var plads på flyet, måtte de 3 turledere tage det sene fly, hvilket betød, at vi var hjemme kl. 02 tirsdag morgen, surt.

Generelt en god tur med et godt hotel. Der var rig mulighed for at lave gode vandreture uden, at de blev vanskelige. Vejret var godt og heldigvis kun få byger.

 

 

Fakta om turen:

Varighed:        1 uge

Arrangør:        Vandreteam.

Rejseselskab:  Bravo Tours.

Pris:                 6.998 kr./person i dobbelt værelse

Tilkøb af ekstra ferieuge  2.500 kr.

Hotel:              Hotel VIK Gran Hotel Costa del Sol, med all inclucive

Fire førte turer hver dag i 5 dage, (10, 16, 22 og 30 km).

Ønskes nærmere oplysninger kan vi kontaktes på hhv.: rose@email.dk. eller vindum@hotmail.dk

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

(+45) 43 26 23 08

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

(+45) 79 40 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design