Loading...

Fra udflugten til Helgoland.

Rejseberetning

Med "007" til Slesvig 2016

04. maj 2016 · Henning Rose

Til Slesvig med 007.

 

Tirsdag 03 MAJ startede turen fra Høje Taastrup station. Vi kørte med EGONs busrejser, og vi var 37 personer fra de 3 foreninger. Vi kørte over storebælt og holdt rast midt på Fyn. Næste stop var byen Christiansfeld. Her fik vi mulighed for at gå en tur i den gamle by, og nogle købte honningkager. Lidt uden for byen fandt vi et cafeteria, hvor vi kunne spise eller spise vores madpakker. Næste mål var Dybbøl mølle, som vi havde tid til at se, samt gå en tur på skansen. Vi kørte over grænsen for at proviantere på en bordershop. Herfra gik turen til hotellet i Slesvig, Hohenzollern. Da vi havde brugt lidt for lang tid på turen, måtte vi aflyse den planlagte bytur. Vi spiste kl. 19.30, 3 retter god mad.

Onsdag 04 MAJ startede det lille hold fra hotellet og det store hold tog bussen frem til startstedet. Det lille hold gik gennem byen og langs kysten til Haddeby. Herfra gik vi rund om søen, hvor der var flere op og nedstigninger. Vi kom forbi Dannevirke, som vi selvfølgelig måtte op at se på. Vi nåede frem til rasten, hvor bussen holdt med vores madpakker. Vi fik en kort frokost inden vi blev kørt til hotellet, fordi bussen skulle ned med madpakkerne til det lange hold. Det lille hold holdt pause ca. ½ t, hvorefter vi gik en bytur i Slesvig, hvor vi så domkirken og fiskerhusene. Det lange hold havde også haft en god tur. Aftensmaden var sat til kl. 19. Efter middagen blev der hygget.

Der blev hhv. gået 18 og 21 km i meget flot vejr.

Torsdag 05 MAJ tog vi alle bussen til Friedrichstadt. Kort før byen kørte vi ind til en lille landsby, Bergenhusen, hvor vi så mange storke, rigtigt dejligt syn. Vi startede alle lige uden for Friedrichstadt. Vi gik først et langt stykke på diget, med en flot udsigt. Herefter gik vi ad små stier over marsken, som var en særlig oplevelse. Vi nåede frem til St. Laurentius kirke, hvor vi holdt pause. Vi gik et kort stykke, hvor vi så holdt frokost med det lange hold. Kun 1 steg på bussen, så vi fortsatte yderligere 6 km til næste kirke, hvor der var rast. Efter pausen gik flere på bussen, så det hold der fortsatte var på 14 personer. Vi blev hentet af bussen og kørt til Friedrichstadt, hvor de øvrige ventede. Vores chauffør, Niels, gik en lille byvandring med os i  Friedrichstadt. De to ture blev på hhv. 16 og 21 km.

Fredag 06 MAJ skulle vi tidligt op. Morgenmad fra kl. 06.30. Bussen kørte kl. 07.30 mod Büsum, for at nå færgen til Helgoland. Vi tog færgen kl. 09, og overfarten tog 2½ time. Kort efter afgang fik vi kaffe og et rundstykke med pålæg. Vi ankom til et fantastisk godt vejr. Vi gik lidt i lavlandet, for herefter, at tage trapperne op til højlandet. Vi fandt et sted at spise, hvorefter vi gik langs fuglefjeldene tilbage til byen. Det var utroligt interessant at observere fuglene, og man var meget tæt på dem, hvilket man normalt ikke er, derfor meget spændende. Vi mødtes ved færgelejet og blev sejlet i små både ud til vores færge. På færgen fik vi kaffe og kage under sejlturen. Da vi var kommet i land, kørte vi straks til hotellet, hvor vi fik en forsinket varm buffet, samt underholdning med et mandskor. Der var god stemning.

Lørdag 07 MAJ kørte vi alle med bussen kl. 09 mod Rendsburg. I Rendsburg mødte vi en af turlederenes familie, som havde lavet en vandretur for os. Vi gik alle samme tur langs floden Ejderen til Kielerkanalen. Vi fulgte kanalen et godt stykke før vi gik ind i landet. Kort efter var der en rast ved et lille museum i en mindre by. Her var der fortælling og udskænkning. Vi gik herfra et godt stykke, indtil vi mødte bussen. Vi fik madpakkerne og spiste. Vi gik til det sted, hvorfra vi startede. Vi gik nu en tur i Rendsburg, som ikke er så stor endda, men interessant. Vi fortsatte med bussen til hotellet. En god tur på 15 km.

Om aftenen holdt vi festmiddag. En god middag med underholdning, som de deltagende klubber sørgede for. Der blev spist, drukket og sunget til næsten midnat.

Søndag 08 MAJ var hjemrejsedag. Alle var samlet kl. 09 og bussen kørte mod Frøslevlejren. Vi havde kun en time til at se det store museum. Man kunne kun få et godt indtryk af, hvad der fandtes på dette museum, for det var stort og spændende. Vi kørte herfra til bordershoppen for at handle det sidste, inden vi kørte hjem. Vi ankom i god behold til Høje Taastrup kl. 16.15.

Området ved Slesvig er et flot område. Det er meget fladt og derfor ikke anstrengende. Der er mange vandrestier, så derfor et godt område at vandre i.

 

 

 

Fakta om turen:

 

Varighed:        6 dage

Arrangør:        Rejseforeningen af 2007.

Rejseselskab:  EGONs busser.

Pris:                 4.200 kr./person i dobbelt værelse

Hotel:              Hotel Hohenzollern, med fuld kost.

En til to førte turer hver dag.

Heldagsudflugt til Helgoland.

Ønskes nærmere oplysninger kan vi kontaktes på: rose@email.dk.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design