Loading...

Fodsporet #75

Besøg en fjellstation på vandreferien i Sverige.

08. august 2019 · Thomas Lind

Fodsporet #75 af Susanne Grøn og Susanne Findsen

Vores svenske naboer har ikke bare masser af fantastisk natur, de har også en mangeårig vandrekultur, som kan opleves på en af Svenska Turistforenings mange fjellstationer overalt i landet.

Du får vandrekulturen helt ind under huden ved at starte vandreturen på en fjellstation, og tag også gerne et par overnatninger undervejs på turen – hvis du da får plads. De betjente fjellstationer er nemlig meget populære og reservation er nødvendig. Hytterne benyttes af unge såvel som gamle, af børnefamilier såvel som damer på tur. Og det er der flere gode grunde til:

Den første gode grund er, at det er super praktisk at starte turen på en fjellstation hvor man kan overnatte, klæde om, proviantere mad og købe kort til turen. Det er også muligt at købe det vandreudstyr, som du lige mangler.  Men vigtigst at alt, så er der mulighed for at få gode råd fra andre vandrere og fra de ansatte på fjellstationerne, f.eks om sporets tilstand, om markering af ruten, om vejrudsigten og alt det andet som er en del af optakten til en vandretur.

Den næste gode grund til at besøge en fjellstation er mødet med andre vandrere og i særdeleshed med svenskerne.  På fjellstationen ankommer man træt efter en dags vandring og finder alle de bekvemmeligheder man kan ønske sig. Først slapper man af med et bad og en tur i saunaen. Der er saunatider til kvinder, til herrer eller mixed, og der bliver hygget, snakket og udvekslet vandrehistorier og gode råd i stor stil. Derefter kan man lade sig forkæle med et hyggeligt besøg i restauranten eller man kan selv lave mad i gæstekøkkenet.  Også her er der hyggeligt samvær med de øvrige gæster.

Vi besøgte fjellstationen Blåhammeren i Jãmtland, som er den ældste og mindste af Sveriges fjellstationer. Blåhammeren er beliggende i 1084 m. højde og der er plads til ca. 100 personer.  Der er ingen veje dertil, så man kommer kun til fods (eller på ski) og al proviant flyves ind med helikopter. Der kan være en skøn udsigt over fjellet i Sverige og Norge, medmindre det hele ligger indhyllet i tåge, som da vi besøgte stedet.  Vi nød en udsøgt tre-retters middag lavet på lokale råvarer, og man blev vist til bords i grupper med andre vandrere. Til morgenmaden blev vi forkælet med havregrød, vafler og hjemmebagte boller.

Fodsporet 75

På fjellstationerne er det også de små detaljer som er interessante

Svenskerne bruger fjellstationerne både vinter og sommer og de bærer præg af at være meget praktiske indrettet. Entréen er indrettet med hylder til ski og støvler, og man kan skrive navn på sine ting. Der ligger små filtsko til fri afbenyttelse i de skofrie lokaler og der er store varme tørreskabe til alt det våde tøj.  Hvis du vil ligge i telt, kan du for et mindre beløb bruge fjellstationens faciliteter alligevel. Der er sovesale eller 2-4 personers rum, så der er muligheder for enhver pengepung og temperament, og vandrer du med hund er der de fleste steder mulighed for at bo i en tilbygning, hvor hunden opholder sig i et hunderum. 

Søg på Svenska Turisforenings hjemmeside efter en fjellstation i det område I skal besøge, og lad jer inspirere til oplevelser på fjellet. Hermed er anbefalingen til at benytte en af de betjente hytter i Sverige givet videre, rigtig god fornøjelse.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

(+45) 43 26 23 08

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

(+45) 79 40 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design