Loading...

Fodsporet #65

Danmarks nyeste nationalpark – Kongernes Nordsjælland

15. juni 2018 · Susanne Findsen & Susanne Grøn

Tag på sommertur til Nordsjællands nye og Danmarks femte Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Endelig efter 10 års politisk arbejde og forhandlinger mellem ministerier, kommuner og private godsejere er nationalparken Kongernes Nordsjælland nu en realitet. Nationalparken har fået sit navn efter danske konger, som gennem århundreder har drevet jagt i området. I dag udgøres kongerne ikke mindst af den ynglende havørn og kronhjortene.

I nationalparken kan du opleve landbrugsarealer, brede sandstrande, klitter, slotte, klostre og borganlæg. Skovene udgøres af Tisvilde Hegn, Gribskov, Gurre Sø samt Teglstrup Hegn og Egebæksvang ved Helsingør og de tre søer: Danmarks største - Arresø, Danmarks dybeste - Esrum Sø – samt den smukke Gribsø.  Højmosen Skidendam er en sjælden aktiv højmose, faktisk den eneste på Sjælland. Endelig skal Melby Overdrev også nævnes – det største lyngområde på Sjælland og en af vores personlige favoritter.

Nationalparken er ikke bare storslået natur, men også formidabel kulturhistorie. Midt i Kongernes Nordsjælland i Esrum ligger Esrum Kloster, som blev grundlagt i år 1151 af Biskop Eskild, og det var her, at den officielle indvielse ved Hendes Majestæt Dronning Margrethe fandt sted i maj.  I Helsingør ligger Kronborg i al sin pragt og vælde og i Hillerød det smukke Frederiksborg Slot med Slotspark og Barokhave.  

65_1

Nationalparken strækker sig således med sine næsten 25.000 Ha. gennem fem kommuner, nemlig Helsingør, Fredensborg, Gribskov, Hillerød og Halsnæs. Læs mere her!  Nationalparken er som sagt den nyeste af fem nationalparker i Danmark. Hver af parkerne har sine særlige natur- og kulturhistoriske seværdigheder, som gør dem et aktivt og lærerigt besøg værd.  Besøget arrangeres nemt, idet Lokalbanerne i Nordsjælland kan bringe dig retur til Hillerød fra såvel Hundested, Tisvildeleje, Gilleleje som Helsingør – og endda kan du gratis medbringe cyklen på toget!

Vandreturene i Kongernes Nordsjælland er ikke mindre end spektakulære. Særligt kan fremhæves den nye pilgrimsruteTisvildevejen, som går fra Esrum Kloster til Mårum, Annisse, Ramløse og ender ved Helene Kilde i Tisvildeleje.  Rutens 61 km er markeret, så du selv skal finde vej gennem naturen og kulturområderne. Hvis ikke du har mod på det, er der i løbet af sommeren guidede ture med overnatning. Rutens distancer er eksempelvis ca. 15 km fra Esrum Kloster til Mårum; 20 km fra Mårum til Annisse;  10 km fra Annisse til Ramløse og endelig  16 km fra Ramløse til Tisvilde.

En anden del af Danmarks pilgrimsrute går fra Helsingør Station via Sankt Jacobs Kapel i Gurre, Esrum Kloster på 26 km, og derfra videre forbi Nøddebo Kirke til Frederiksborg Slot på 18 km.  Læs mere her.

Områdets øvrige fortidsminder er Asserbo Slotsruin, Dronningholm Slot, Stenholdt Mølle, Søborg Slot og Æbelholt Kloster, som kan besøges på éndagsture eller  flerdagesture i området.

Den centrale del af nationalparken udgøres af Gribskov med  den smukke Gribsø og Esrum sø. Skoven rummer masser af seværdigheder af kulturel art, lege- og lejrpladser, naturfænomener  m.v.  Vandreruterne i området er beskrevet i fire vandreturs-foldere, som du kan finde her.  

Så hermed masser af nye kilometer skov, strand og terræn til din/jeres sommertræningsture. God sommer!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design