Loading...

Fodsporet #64

På tur i det ”postkort-smukke” Danmark

15. maj 2018 · Susanne Findsen & Susanne Grøn

Netop nu midt i maj, hvor træerne springer ud og står lysende grønne, er Danmark smukkest. Der skal lyde en stor opfordring til at komme afsted på vandretur.

Vores forslag i dette Fodspor er at besøge Hindsholm på Nordfyn med Fyns Hoved som turens højdepunkt. 

Hindsholm er en godt 90 km2 stor halvø, som rækker sig op fra Nordfyn mellem Storebælt, Kattegat og Odense Fjord. Landskabet er præget af istiden med stenalderhav, strande, skrænter, bugter, fjorde og øer. Fra skrænterne kan man se ud over Storebælt, skimte broen, vindmøllerne, Sjælland og Samsø i det fjerne. I vandet ses ofte marsvin og sæl, og der er et rigt fugleliv af vandfugle, rovfugle og sangfugle. Se Naturstyrelsens folder om Fyns Hoved og kig mere på Naturstyrelsens hjemmeside

64_1

Den ultimative langtur kan gå hele vejen rundt om odden fra Munkebo eller Kerteminde på østsiden, nordover til Fyns Hoved og retur sydover langs Kattegat kysten til Odense Fjord. Der er ikke en markeret rute, så det kræver lidt planlægning, men ønsker man at slutte vandreturen hvor man startede, så er der blot et par kilometer at gå ved halvøens smalleste sted mellem Boels Bro og Munkebo. Denne tur vil nok være ca. 50 – 60 km. lang afhængigt af, hvor tæt man følger kysten. Mange steder på østsiden er der vandrestier og græsveje helt ude langs vandet og langs sommerhusområderne. Turen egner sig til en lang weekendtur med overnatning i den hyggelige købstad Kerteminde eller på campingpladserne langs ruten, som begge har hytteudlejning. En alternativ langtur er pilgrimsruten til de fire lokale kirker på Hindsholm: Stubberup Kirke, Dalby Kirke, Messinge Kirke og Viby Kirke. Ruten følger det gamle jernbanespor, som er sikkert og behageligt at vandre på.

Hvis kortere ture er på programmet, så er det naturligvis muligt at køre ud og parkere ved Fyenshoved og gå på vandrestien langs skrænterne højt over vandet. Men overvej også en eller flere af de lokale kløverruter fra Kerteminde til interessante kultur- eller historiske steder i lokalområdet. Endelig er Munkebostien et godt bud på en vandretur, den 22 km lange rute omkranser Munkebo fra Odense Fjord i nord til Kertinge Nor i syd. Se mere hos Naturstyrelsen og Visit Kerteminde.

64_2

På vores solbeskinnede tur sidst i april gjorde det stort indtryk at opleve den fantastiske nærhed mellem strand, skov og marker, som fremhæver det rige dyreliv med harer, rørhøge, edderfugle, marsvin, sæler og mange flere. Ikke mindst var det interessant at se Gabet – den smalle passage mellem Kategat og Odense Fjord, hvor igennem store skibe skal passere for at komme til Lindøværftet.

Der var heller ingen tvivl om at både lokale fynboer og turisterne nød naturen på deres fiske-, strand- og vandreture.

God tur på din vandring i vores ”postkort-smukke” Danmark!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design