Loading...

Fodsporet #63

Find vej!

17. april 2018 · Susanne Findsen & Susanne Grøn

Månedens klumme går i sporet på orienteringssporten...

I forrige fodspor - Træd ud af sporet - opfordrede vi til at forlade stien for at gå tværs gennem skoven i terrænet. At gå i terræn udfordrer, som vi skriver, muskelstyrken, konditionen, balancen og hjernen. Man skal jo finde vej! I denne klumme tager vi tråden op igen. Orienteringsklubbernes store event, som introducerer børnefamilier, nysgerrige sjæle og nye løbere for orienteringssporten, løber nemlig af stablen den 5. maj. Det er Find Vej i Danmark-dagen!

Find Vej i Danmark – et stort og flot koncept i Dansk Orienteringsforbund, støttet af Nordea-fonden -  inviterer til orienteringsoplevelser for hele familien med mere end 40 arrangementer overalt i Danmark. I Marselisborgskovene inviterer Aarhus 1900 Orientering eksempelvis til et FAMILIEVENLIGT motionsarrangement, hvor alle kan være med! Man kan gå eller løbe en bane med poster alene eller sammen med andre - og der er udfordringer til både store og små. Det er gratis at deltage, og der er både instruktion, diplomer og forfriskninger. På Facebook find vej i .dk og på https://www.findveji.dk/ kan du finde et arrangement nær dig.

Men hvorfor gør vi reklame for orienteringssporten? Fordi det er god motion for hjerte og hjernen, som vi kan hente inspiration fra i vandresporten. Det kan give variation på træningsturene at gå nye veje, at bevæge sig ind i terrænet, at læse kort undervejs, men det kan også være en god hjælp for turplanlæggeren at få nye værktøjer.

63_1

O-Track er en ny app fra Danmarks Orienteringsforbund rettet mod erfarne og konkurrencemindede orienteringsløbere, såvel som nye i sporten, der har brug for hjælp til at finde vej eller som inspiration til en tur i skoven.  Download app’en O-track fra App store på din telefon! Find så den nærmeste Find vej-bane og vælg en sværhedsgrad, der passer til dit/jeres niveau. Man kan så hente sit kort ned og udskrive det (det er rart af have i hånden), eller man kan læse kortet direkte fra telefonen. Herefter fortæller O-track, at man skal finde vej til post 1, og det er muligt at få vist sin position med en rød prik undervejs, så man aldrig farer vild og dermed får en dårlig oplevelse til at begynde med. Når posten er fundet, skal dens bogstavkode indtastes, og man får tilbagemelding om koden er korrekt. Til sidst kan man få vist sit spor fra den pågældende bane og sammenligne vejvalg med de andre.

Vi afprøvede O-Track i forbindelse med påskefrokosten, hvor familien delte sig i to grupper, der konkurrerede om først at nå i mål med en hel gennemført bane. Det tog en times tid at gå på den lette bane, og alle syntes det var vældig sjovt. Især kunne de mest konkurrenceprægede personer ’nørde’ lidt med, hvilke vejvalg de hver især havde taget og hvad der havde været hurtigst.

Når nu 5. maj nærmer sig og find vej i.dk løber af stablen, så deltag – enten med din vandreforening eller med familien. Vi ses i skoven!

 

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design