Loading...

Fodsporet #55

Fodsporet: Sensommertur til Fjällbacka og den svenske skærgård

16. august 2017 · Susanne Findsen & Susanne Grøn

Måske kan du lige nå endnu en forlænget weekendtur i sensommeren, som meget vel kan planlægges at gå til Sverige. Sensommeren i broderlandet er et oplagt mål for fysiske udfordringer, gastronomiske oplevelser og intellektuelle stimuli.

Sensommer i det svenske. Vi foreslår en lang weekend i den vestlige skærgård syd for Strømstad i Bohuslen i Vestre Gotland med udgangspunkt i den hyggelige fiskerby Fjällbacka, som de fleste nok kender fra Camilla Läckbergs krimier.

Lad os starte dér – i litteraturen – med en 45 minutters guidet vandretur i Camilla Läckbergs litterære fodspor- hvor man besøger mordsteder, følger hovedpersoner og spor fra romanerne. Turene foregår hver lørdag kl. 14 frem til september og kan bookes på info@fjallbacka.se.

Den virkelige vandring finder du/I på den naturskønne og afvekslende vandrerute Bohusleden, som løber fra Strømstad i nord til Lindome i syd. Den er 37 svenske mil lang og består af 27 etaper. Den slutter til Hallandsleden i syd. Nordover slutter Bohusleden til Kystleden i Norge. På hjemmesiden www.bohusleden.se kan du læse om etaperne, der starter i syd og slutter i nord, men du kan naturligvis selv bestemme retning og strækning for din tur.

Unescos verdensnaturarv
Hvis turen skal have et historisk islæt, så er området yderligere interessant pga. helleristningerne ved Tanum lige syd for Fjällbacka. Området er optaget i Unescos verdensnaturarv pga. den store koncentration af helleristninger fra bronzealderen. Der er omkring 3000 petroglyffer i omkring 100 paneler, som er koncentreret i fem distinkte områder langs en strækning på 25 km, som var kystlinjen af en fjord i bronzealderen, og de dækker omkring 51 hektar.

55_

Glyfferne viser tegninger af langskibe med passagerer, vogne og kærrer og grupper af mænd, som spiller lur. En glyf viser en jæger med en bue, og andre jagtscener. Nogle af billederne viser folk, der dyrker jorden.

Skærgården er absolut et besøg værd og muligt selv for folk uden egen båd! Besøg Väderöarne, en lille gruppe forblæste øer 5-6 km direkte udenfor vestkystens yderste skær. Der sejler både ud til Väderöarne fra Hamburgsund syd for Fjällbacka, se linket her: Båd til Vaderøerne. På den nordlige Väderö er der en lille bitte havn, som drives af et lille hyggeligt gæstgiveri, hvor der serveres delikatesser fra havet og desuden er mulighed for at sidde i vildmarksbad midt på havnemolen og se ud over havet. For vandrere er højdepunktet naturligvis at gå rundt på den lille ø, passere den lille kanal, hvor sejlbådene ligger for anker, og se efter sæler, der ligger og driver den af på skærene.

Og så til det med gastronomien! Netop nu gør vores svenske broderfolk klar til at fiske krebs op af havet og holde deres berømte krebsegilder. Deltag i en privat fest, fisk selv eller køb hos de mange lokale, som sælger deres fangst via opslag på lygtepæle med videre. Det er selvfølgelig også muligt, at gå på en lokal restaurant for at opleve svenskerne spise krebs, drikke snaps og synge lystigt dertil.

Rigtig god sensommerfornøjelse i Sverige!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design