Loading...

Fra "Mandehørm 2014". (Michael Hyllested)

Fodsporet #50

FODSPORET: Er du en weekend-kriger?

17. februar 2017 · Susanne Findsen & Susanne Grøn

I dette Fodspor fortsætter vi temaet om Sund Aldring, og da det passer særlig godt til årstiden at skulle holde varmen, når man motionerer, er fokus sat på konditionstræning.

Forskerne på Center for Sund Aldring på Københavns Universitet opfordrer til, at vi planlægger et langt og godt seniorliv med motion, socialt engagement og mentale udfordringer. Professor Rudi Westendorp fortæller i et interview om, at vi kan forvente at leve meget længere end vores forældres generation – og bedre! Han foreslår, at vi helt ændrer vores måde at tænke alderdom på. Efter pensionsalderen kan vi godt forvente 20 gode aktive år med vandreture, sejlsport eller andre fritidsinteresser. Med andre ord: vi skal forblive aktive i vores hverdagsliv i stedet for at sænke aktivitetsniveauet med alderen.

Mens vi stadig er på arbejdsmarkedet, er cykling til og fra arbejde, lange vandreture i weekenden eller storbyferier gode bidragsydere til at holde vores fysiske form ved lige og
forberede os på det aktive seniorliv.

En weekend-kriger er en person, som dyrker motion af moderat til høj intensitet i flere timer i weekenden, men ikke i resten af ugen. Weekend-krigeren lever dermed kun i nogen grad op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om 210 minutter/uge fordelt på de fleste af ugens dage. Hvis du er sådan en weekend-kriger, så er der nu godt nyt! Et nyt studie har nemlig vist, at personer som træner i 2½ time hver weekend, næsten har samme lave risiko for at dø af hjertekarsygdom og kræft som dem, der motionerer 30 minutter dagligt. Weekend-krigerne har 30% lavere risiko for en for tidlig død af alle årsager, end personer der er fysisk inaktive, hvorimod de personer som motionerer de fleste af ugens dage, har 35% lavere risiko. Find artiklen her: "Weekend Warrior" .

Bedste konditionseffekt får du, som du nok allerede ved, når træningen har moderat til høj intensitet. Når den foretrukne motionsform er gang, så kræver det at du/I på dele af turen skruer så højt op for intensiteten, at I udover at holde varmen heller ikke længere kan tale ubesværet.

50_1

Tips til at øge intensiteten på lange weekendture:
Variér gåturen, så I af flere omgange går så raskt til, at I ikke kan føre en samtale.
Overhal hinanden fem gange på turen – de forreste/hurtige lader sig falde lidt tilbage, mens de bageste kæmper sig op foran.

Går du alene - så brug hver lygtepæl (eller andre pejlemærker) til et temposkift – hurtig gang – rolig gang – hurtig gang.

Møder du en bakke på din vej – så sæt ikke tempoet ned men op. Nyd udsigten på toppen, mens du får pusten igen.

Tips til at træne i vintermørket:
Lad ikke mørket blive en forhindring for at komme ud og af sted. Brug vintermørket til at lege med reflekser og pandelamper. Her er et par lege, som vi også tidligere har præsenteret for jer: 

Køb træklemmer og refleksveste – gerne så I kan lave 10 klemmer pr. person. Klip straks vestenes refleksstriber i stykker, således at du får snipper af refleksstof på 3 x 4 cm. Hæft refleksstykkerne fast på klemmen med en hæftepistol. Så er du klar til at præsentere dine motionsvenner for nogle sjove vinterlege:

Del to hold, som har lige mange klemmer; det ene hold hænger refleksklemmer på træerne i et afgrænset område til højre - og det andet hold på træerne til venstre. Det gælder om at blive først færdig. Nyd nu at se, hvor smukt skoven lyser i pandelampernes skær. Så gælder det om at indsamle klemmerne igen, men holdene bytter område, så man indsamler det andet holds klemmer. Så er det nemlig ikke en fordel, hvis man snød og hængte sine klemmer op på et lille område. Det gælder naturligvis om at blive først færdig med indsamlingen.

Hvis turen har samme vej ud og hjem, kan I bruge klemmerne til at vise vej. Hæng 50 klemmer op på vej ud, inden det bliver mørkt, og nyd så reflekserne i træerne på den sidste del af hjemturen.

Hvis det gælder om at aktivere en gruppe børn lørdag aften, så send dem ud i haven med en pose klemmer! Når de er hængt op og lyser i alle træer og buske, så gælder det om at samle ind igen – vinderen er den som samler flest.

God lang vinter-weekend-kriger-vandretur!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design