Loading...

Fodsporet #33

Vandring eller stress….

03. september 2015 · Susanne Findsen & Susanne Grøn

Danskerne er verdens tredje lykkeligste folk, og nu hvor feriesæsonen netop er forbi, er vi måske samtidig blandt verdens mindst stressede folk? Har tre ugers ferie i sommervejret med venner og familie sænket blodtrykket og givet bedre nattesøvn?

Øresundsforbindelsen konstaterede, at overfarterne i juli måned slog alle rekorder, så det tyder på at danskerne har søgt afsted til natur og friluftsaktivitet ved svenske skovsøer.  Vandring er nemlig det nye sort! Danskerne strømmer til organiserede vandreture, og udbuddet vokser, så der hver uge er mulighed for, at gå med på vandreture over hele landet. Dansk Vandrelaug fik 2000 nye medlemmer i juli måned, måske er det naturen og det sociale element på turene, der er en del af glæden ved at vandre både korte og længere ture. Glemt bliver hverdagens stress og jag!

Stress - et folkesundhedsproblem
Stress er dog et stigende folkesundhedsproblem, som defineres som ”en tilstand karakteriseret ved ulyst og anspændthed. Tilstanden er ikke en sygdom i sig selv, men en reaktion på en belastning, som personen kan have svært ved at håndtere”. Kroppens naturlige beredskab skærper vores sanser og øger adrenalin produktionen ved fare eller store udfordringer. Hvis reaktionen fortsætter eller står på over længere tid, kan vi blive syge af stress. Symptomer på stress er bla.: hjertebanken, indre uro, svedture og hyppige infektioner, træthed, koncentrationsbesvær, nedsat humør eller aggressivitet og søvnbesvær. Stress kan i værste fald medføre depressioner og hjerte-karsygdomme.

33_1

Ifølge Sundhedsstyrelsens Den Nationale Sundhedsprofil 2010 oplevede 25% af de danske kvinder et højt stress niveau (højest hos de 16-24 årige) og 17,5% af danske mænd (højest hos mænd over 75 år). Stress opleves ofte som relateret til arbejde, hvor individet oplever at udfordringerne og presset bliver uoverkommeligt. Men kombinationen af arbejdsbelastninger og problemer i familie og parforhold øger oplevelsen af stress. Samtidig viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil, at det oftere er personer uden for arbejdsmarkedet, som føler sig stressede, og at der er en sammenhæng mellem stress og generelt helbred.  Du kan læse mere om stress på Stressklinikken på Arbejdsmedicinsk Klinik.

Effekt og forebyggelse
Forbindelsen mellem vandringens helende effekt og forebyggelse af stress, kan måske findes i den Japanske terapi Shinrin-yoku. Hjemmesiden beskriver at Shirin-yoku betyder at indtage skov-atmosfæren; man går i skoven og ”bader” sig i dufte, farver, dyreliv og stilhed med dybe vejrtrækninger. Et forskningsprojekt fra Japan med 280 unge mænd viste, at de som opholdt sig en dag i skoven, producerede mindre af stresshormonet kortisol, og havde lavere puls og blodtryk end kontrolgruppen, som sad på en bænk i by-atmosfære. Forfatterne foreslår at Shirin-terapien kan have en forebyggende effekt. (Park B.J. 2007).

Vandring på ferien er meget populært – der findes et stort udbud af spændende arrangementer til nær og fjern. Læs om turberetninger til Sverige, Irland og Madeira her på Motion-Danmarks hjemmeside. Til forebyggelse af stress eller bare fremme af sundhed for sjæl og legeme er Pilgrimsvandringer populære som aldrig før! Den klassiske og mest berømte pilgrimsrute er El Camino’en i Nordspanien, hvor man vandrer til pilgrimsbyen Santiago de Compostela med apostlen Jakobs grav.  I enestående natur og kultur vandrer man afsted med sin rygsæk på ryggen, fra herberg til herberg over så mange kilometer og dage som temperament, tid og fysikken rækker. Vandring i stilhed giver med sin enkelhed, personlige spirituelle oplevelser – vinden i ansigtet, solen, skridt for skridt, vandre, spise, sove, vandre!  På pilgrimsvandringen mødes mennesker med et åbent sind, man får nye venner i dette helt specielle fællesskab.

Fodsporet 33_2

Hærvejen er Danmarks gamle historiske pilgrimsrute fra middelalderen som strækker sig fra Padborg til Viborg med 12 nye herberger langs ruten. På ruten kan du nyde naturen og få samme spirituelle oplevelser og fysiske velvære. Se også andre populære danske pilgrimsvandringer i denne artikel i Kristelig Dagblad

Ikke kun på ferien, men også når nu hverdagen melder sig igen efter den skønne sommer, kan du måske forebygge stress med vandreture i naturen. Gå regelmæssigt i naturen, indsnus skovens dufte, mærk rødmen i kinderne, oplev årstidernes skiften, træk vejret og mød glæden og optimismen hos dine vandrefæller.

Rigtig god tur !

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design