Loading...

FODSPORET #26

Man bliver dobbelt så stærk af at træne i regn og blæst

12. januar 2015 · Susanne Findsen & Susanne Grøn

Vore gode intentioner om en sundere livsstil i januar er ofte ambitiøse – men de færreste af os lykkes med at overholde dem. Men hvad er det præcis, der skal til, for at det lykkes os at komme i mål med forsætterne?

Kender du det? Fornemmelsen efter en god gang motion!
Når man kommer hjem fra en lang tur i regn og blæst, en tur som blev længere end planlagt, hårdere og vådere end forventet.  Når man er så uendelig træt, at man kun tænker på et varmt bad og noget at spise, og man samtidig har det rigtig godt med sig selv. Vel var det hårdt, mens det stod på, men ville du have undværet det? Nej vel? Og tænk en gang – du bliver dobbelt så stærk!

Fodsporet26_1

At komme af sted i regn og blæsevejr kræver en god portion ekstra motivation og energi end en slentretur i solskin. Tempoet skal skrues godt op for at holde varmen. Den indre varme og kulden giver røde kinder, hjertet pumper adrenalinen rundt i kroppen og ånde damper fra munden.  Fornemmelsen er god! Jeg gjorde det! Jeg trænede som planlagt! Jeg gennemførte på trods af vejret! De andre sprang fra, men jeg gjorde det! Yes!  Klap dig selv på skulderen!  Hemmeligheden er, at de andre blev hjemme på sofaen…. Det er derfor, du bliver dobbelt så stærk af at træne i regnvejr!

Vore gode intentioner om en sundere livsstil i januar er ofte ambitiøse – mere motion, sundere mad, mindre tobak og alkohol, men de færreste af os lykkes med at overholde dem. Befolkningens sundhedsprofil i Danmark og overalt i verden viser, at livsstilssygdomme udvikler sig som epidemier.  Faktum er ellers, at fysisk aktivitet kan forebygge sygdom, fremme velvære, bremse aldersforandring og reducere faldulykker.  Unge og ældre, mænd og kvinder, raske såvel som personer med kronisk sygdom har alle lige godt af motion.  Men rigtig mange mennesker har svært ved at gennemføre et almindeligt træningsprogram eller et genoptræningsforløb efter sygdom.  Hvorfor er det så pokkers svært?

Fodsporet26_2

Forskning viser, at frafaldet i genoptræningsforløb for personer med diabetes eller hjerte- og lungesygdom er højt og gennemførelsesprocenten lav.  Et nyere dansk studie fandt, at 1/3 aldrig dukkede op og kun ca. 60 % af de resterende gennemførte.  Det, der kendetegner personer, som ikke gennemfører træningen, er: overvægt, at bo alene eller at være deprimeret.  Andre årsager til ikke at gennemføre et træningsforløb kan være: lang transport, manglende tro på at det virker og prioritering af arbejde og sociale arrangementer. Det viser sig, at mænd er bedre til at prioritere træning end kvinder, kvinder prioriterer oftere børn og huslige opgaver højere. 

Motivation er kodeordet for alle. Motivationen skærpes ved at sætte sig mål, gøre sig klart hvorfor og hvordan, finde den rette træningsform og struktur.  Kender du det, at det er svært? Du kommer træt hjem fra arbejde, sofaen kalder på dig, det er ved at blive mørkt og det regner lidt! Lysten og motivationen til at bevæge sig ud i vintermørket og kulden er lille bitte. Tusind undskyldninger og overspringshandlinger lokker dig til at droppe dagens tur. Men kender du også ærgrelsen bagefter, når solen bryder frem, og dine motionsvenner glade fortæller om dagens tur? Kender du også til den tanke, at du først skal tabe dig eller komme i form – før du melder dig på et hold?

Grib fat, dér hvor skoen trykker.  Hvis du er i risiko for at lande på sofaen i stedet for i skoven, så find ud af hvad det er, der gang på gang gør, at du ikke kommer af sted til dagens træning, og grib så fat i det. Det kan for eksempel handle om træningstidspunktet – nogle er morgenfriske, andre trætte om eftermiddagen og andre igen vil aldrig have held med at komme af sted om aftenen. Vær ærlig over for dig selv, find dine svagheder og udfordringer.  Når du er blevet bevidst om, hvor det er skoen trykker, er det nemmere at finde den rigtige vej til at holdeplanen og bevare motivationen.

Fodsporet26_3

Gode træningsprogrammer og inspiration kan findes her på MotionDANMARKs hjemmeside og på nettet i øvrigt.  Det perfekte træningsprogram er ikke nødvendigvis det hårdeste eller mest ambitiøse, men det som bliver gennemført.  At sætte sig overkommelige mål og kende sine barrierer kan være en måde at få træningen til at lykkes på, at opleve succesen og blive stærkere.  Hvad er dit mål?

Hvad er dine chancer og dine barrierer for komme af sted i januar-vejret?  Lav en aftale med din nabo, og nyd så at lande træt og tilfreds på sofaen – bagefter!

God tur!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design