Loading...

FODSPORET

Tjek af udstyr og teknik

16. april 2013 · Susanne Findsen og Susanne Grøn

NU er det forår! Det er højsæson for gangfolket - gangernes nytår! Nyd det med hele kroppen - snus til skovens dufte, se farverne forandre sig fra hvid og grå til grøn, grønnere grønnest. Lyt til skovens fugle, børn der kommer ud og leger på vejen ellers den muntre snakken i kolonnerne på langtur. Vandreturene bliver nu længere og mere udfordrende, mon grundformen er i orden?

Udstyr og teknik. Sæsonstarten er en god anledning til at kigge på teknikken og udstyret til gangmotion. Vinterstøvlerne skal i kælderen, og du kan finde de lette og fleksible sko frem igen.  Sko til at gå i bør være faste i hælkappen, så de sidder godt på foden. Det forebygger vabler!  Hælen er det første, som rammer jorden i dit skridt. Stød-dæmpning er godt, dog uden at være lige så vigtigt og krævende som hos løbere, der rammer jorden med større kraft.  Umiddelbart efter "hæl-isættet" ruller du frem på foden og har fuld vægtbæring. Skoen skal støtte din fod, så den er i balance, når du ruller ud over foden og slipper med storetåen. Nogle fødder har brug for særlig støtte for ikke at "over-pronere", hvilket vil sige at man vipper nedad med indersiden af foden under "stand-fasen". 

Sportsbutikker med løbebånd kan vejlede dig ved køb af nye sko!  Efter "stand-fasen" ruller foden ud over storetåen, det kaldes "afsættet". I afsættet er det vigtigt, at skoen er eftergivelig, så din fod kan bevæge sig uden unødig modstand.

Udstyr 1

Opvarmning
Korrekt teknik optimerer gangens effektivitet og forebygger skader.  Brug de første kilometer af turen på at varme led og muskler op, og for at polere teknikken. Gå på hæle og på tæer, gå sidelæns og baglæns - gerne 2 og 2 med hinanden i hånden.  Gør skridtene lange, længere endnu, og længere endnu - så det ligner et show for gakkede gangarter.  Det skal foregå langsomt og grundigt, ellers når I ikke helt ud i leddenes yderstillinger, hvor musklerne arbejder og kropstemperaturen stiger.

Udstyr 2

Gå 50 meter med høje knæløft og 50 meter med hælspark og en omgang mere! Det var benene! Så er I godt i gang, men resten af kroppen skal også have kærlig opmærksomhed. Stil jer i en rundkreds og bøj jer sammen som vintergækker og ret jer op som tulipaner :) frem med brystet og armene op i luften. Tænk på vejrtrækningen, I puster ud under bøjningen og trækker vejret dybt ind under strækningen.

Udstyr 3

Så går vi videre og roterer ryggen for hvert skridt. Højre fod og venstre arm følges ad i en rytmisk bevægelse.  Forbered kroppen ved at rotere fra side til side med store armsving 20 gange. Derefter 20 gentagelser med henholdsvis albue til knæ og hånd til fodsål.

Udstyr 4

Rask gang
I februar måneds Fodspor opfordrede vi til temposkift. Det giver mere sved på panden, du forbrænder flere kalorier og opnår dermed større sundhedseffekt. Teknikken til at gå raskere og hurtigere er ikke at forlænge dine skidt, men at flytte fødderne hurtigere. Det er vigtigt, at bageste ben laver et kraftigt afsæt og skaber stor fremdrift.  Holdningen er oprejst, og du ser syv meter frem på stien.  Armene trækker med frem i hvert skridt, albuen er let bøjet og svinger i takt med dine skridt.

Så er det bare med at komme af sted i skov og park. Husk vindjakken - aprilvejret er omskifteligt!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design