Loading...

SKADER

Munkholms 6 gode råd til at undgå skader

11. september 2013 · Jeppe Weinrich

SEKS GRUNDE TIL AT DU ER ELLER OFTE BLIVER SKADET. Ingen dansker løber en 5-kilometer hurtigere end Morten Munkholm fra Aarhus 1900. Han er også en løber med stærke holdninger om træningsprincipper og har efter eget udsagn læst ALT hvad der er skrevet om løb. På sin blog giver han dig her et godt råd, hvis du er en af de mange, der har stiftet bekendtskab med løbeskader.

Munkholm

Der er lidt over et halvt år til, at VM halvmaraton løber af stablen, og det er derfor tid til at finde en god rytme og kontinuitet i din træning. Det vigtigste middel til at opnå dette er ved at holde sig skadesfri. Det er dog nemmere sagt end gjort. Her følger seks gode, generelle grunde til hvorfor du er, eller ofte bliver skadet. Hvis du retter op på disse ting er der en meget større chance for at du forbliver løbende henover vinteren.

1) Du har en stresset hverdag. Stress belaster din krop utrolig meget på flere punkter og svækker din evne til at tolerere løbetræningen. Små ændringer i din dagligdag kan afhjælpe dette problem.

2) Du spiser for meget sukker/kulhydrat. Al slik, kage og chokolade indeholder utrolig store mængder sukker, og kombineret med hvidt brød, hvide ris, hvid pasta og kartofler er du sikker på at dit blodsukker er helt hen i vejret. Dette medfører høj insulin som sænker dit testosteronniveau og dermed din restitutions og ydeevne. Ydermere medfører sukker forhøjet inflammation i hele kroppen og er derved med til at skabe eller vedligeholde inflammationstilfælde (typiske løbeskader).

3) Du spiser for mange transfedtsyrer. Ja en mazarinkage og en citronmåne smager godt efter en lang løbetur og giver dig da også en stor mængde kulhydrat, som din krop kræver, men dårlige fedtsyrer er ligesom sukker med til at skabe inflammation i kroppen blandt andet. Så skær ned på disse dårlige fedtsyrer ved at styre udenom kagehylden i supermarkedet.

4) Du får ikke nok søvn. Det er utrolig vigtigt for din restitution at få nok søvn, så gør alt hvad du kan for at opnå minimum syv timers søvn. Professionelle atleter sover op til 12 timer om dagen når de træner hårdt, og det er der altså en god grund til.

5) Du spiser ikke nok protein. Dette hænger ofte sammen med en alt for høj indtagelse af hurtige kulhydrater som nævnt tidligere. Protein er med til at genopbygge kroppen og er derfor nødvendigt for dig, når du træner meget. Sigt efter 1,5-2,0 gram protein per kg kropsvægt om dagen.

6) Du træner alt for intensivt/anaerobt. Tag det roligt på dine løbeture og nyd dem. Takket være utallige latterlige undersøgelser, der påpeger at det er mere effektivt at smadre igennem på intervaller tre gange om ugen, er hobevis af løbere enten skadet eller overtrænet. Man skal huske på, at disse undersøgelser kun varer 4-6 uger for det meste og derfor ikke giver et ordentligt billede af, hvad kroppen har godt af på længere sigt. Så hold dig under 85 % af max puls det meste af tiden, og når du nærmer dig konkurrencedagen, kan den få noget mere gas. Dette er, hvad et godt løbeprogram hjælper dig med.

Morten Munkholms erklærede mål ved IAAF/AL-Bank VM Halvmarathon er at blive bedst placerede dansker. Ligesom andre eliteløbere blogger han på VM-hjemmesiden - klik HER

Foto: Morten Munkholm vinder DM 10 km landevej i Aarhus i 2013. (Gunner Sørensen)

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design