Loading...

LØB I SOMMERVARMEN

Hvornår er det for varmt?

15. juni 2012 · Thomas Nolan og Jakob Larsen

Frygten for hedeslag kan ofte afholde motionsløbere fra at give sig ud på sommerens varmeste dage. Men hvornår er det for varmt - og hvad kan man gøre for minimere ubehaget ved varmen?

En del af vore læsere i alderen 40+ år kan givetvis huske billederne af schweizeren Gabriela Schiess-Andersson, da hun vaklede ind på stadion ved afslutningen af kvindernes olympiske maratonløb i Los Angeles 1984.

Det så slemt ud, og selv om schweizeren efter et par timers ophold med væskedrop i lægeteltet kunne forlade lægeteltet gående uden mén, vakte episoden naturligvis stor opmærksomhed.

For motionsløbere er en løbetur efterfulgt af væskedrop jo en grotesk tanke, så hvordan undgår man en sådan situation? Hvornår er det for varmt? Og hvad kan man gøre for at undgå at bringe sig selv i sådan situation?

Først og fremmest er det væsentligt, at man er klar over, at den vejrmæssige belastning ikke kun handler om temperatur. En række andre faktorer spiller en væsentlig rolle:

  • Luftfugtighed
  • Direkte sol
  • Løbeunderlag
  • Påklædning
  • Løbetempo

Direkte sol
Ved direkte sol tilføres kroppen betydelig varme i form af solens stråler - og i en varmemæssig betragtning er det faktisk at foretrække, at solen står så højt på himlen som muligt, da dette minimerer andelen af kroppens overflade, som eksponeres for solens stråler. Under "Gode råd" sidst i artiklen giver vi en rettesnor for løb i stærk solskin.

Løbeunderlag
Visse typer løbeunderlag kan absorbere store mængder varme, som senere på dagen vil give en effekt svarende til at løbe på et varmaapparat. Alle kender til det "varmespejl", som kan stå over en asfaltvej i stærk sol; dette forbliver i nogen tid, efter solen er forsvundet bag skyer eller er for nedadgående. Det bør derfor overvejes at undgå mørk asfalt i meget varmt vejr.

Påklædning
Tøj kan dels virke isolerende, dels hæmme svedens fordampning. Begge dele forhindrer kroppen i at afgive den opbyggede kropsvarme. Sørg derfor at vælge tøj, som giver huden mulighed for at svede, og undlad at pakke dig selv ind i for meget tøj.
Farven spiler også en rolle. Mørkt løbetøj absorberer solens stråler, mens lyst tøj i højere grad reflekterer dem, og dermed i mindre grad opbygger varme i påklædningen.
Har man en løbetrøje af perforeret stof, vil dette give mulighed for luftkøling af hudens overflade - noget som også bistår kroppens varmeafgivelse via svedproduktionen. 

Løbetempo
Sidst men ikke mindst bør man som løber gøre sig klart, at på en varm dag er sigtet ikke at løbe en vis distance på en given (hurtig) tid. Tag den med ro og sørg for at løbe med overskud. Højere tempo indebærer større varmeproduktion i kroppen, og i varme omgivelser kan det være en enorm udfordring at håndtere denne større egenproduktion af varme.

 Gode råd:

  • Løb om morgenen eller aftenen
  • Løb når din skygge er længere end din højde
  • Undgå at løbe mellem kl. 12 og 15.
  • Sæt tempoet ned i forhold til dit normale tempo.
  • Løb i lyst tøj - og undgå bomuld.

Derudover skal det bemærkes, at børn har ringere evne til at svede end voksne, og derfor har ringere evne til at slippe af med overskydende varme.

På den anden side har høje og/eller overvægtige mennesker en relativt mindre overflade i forhold til deres rumfang, hvilket begrænser evnen til at slippe af med overskydende varme.  

Alt i alt er det ikke umuligt at løbe i stærk varme, men sørg for at indrette dig efter forholdene - det er under alle omstændigheder ikke på en sådan dag, at du sætter personlig rekord eller løber din hidtil længste tur.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design