Loading...

Ugens Løbepas - uge 39

Naked running

25. september 2014 · Thomas Nolan

Bare rolig, vi beholder tøjet på i denne uges træningspas. Til gengæld afklæder vi os alt moderne udstyr og glemmer alt om mellemtider og distancer – og nyder naturen og selve det at løbe og bare være til stede. Det er dét, naked running handler om.

Naked running er en trend, der er rimelig hot. Begrebet kan let misforstås af udenforstående, og det er ikke nødvendigvis helt, hvad du forestiller dig eller har oplevet på Roskilde Festivalen. Det, der ligger i begrebet naked running, er, at man løber helt uden teknologisk udstyr som fx pulsmålere, ure, smartphones, musik eller virtual coach-app i ørerne. Altså ganske enkelt at man løber af sted og nyder turen og er mere tilstede og nærværende i løbeoplevelsen og sin krops tilstand, end hvis man er fokuseret på ruter, distancer, tider, mellemtider, trænings-uploads, højdemeter, statistik, delinger af ture på nettet, tweets osv.

Naked running er ikke nødvendigvis for folk, der er imod teknologi eller de fantastiske muligheder den bringer, men er det ikke meget rart en gang imellem at abstrahere fra det? Ikke at skulle være nervøs for, at GPS-urets batteri er afladt inden du er hjemme, ikke at skulle tjekke mails ved alle lyskryds og så videre, men i stedet mærke efter, hvordan du har det og løbe på fornemmelsen og – uden at det skal blive alt for pladderromantisk - instinktet?  

Prøv det!
Ugens løbepas er derfor en opfordring til at afprøve trenden. Hop i sko og tøj, men undlad det elektroniske gear og løb en tur uden tanke på distance eller tid.

Brug også naked runs i perioder, hvor du skal tilbage efter skader eller i restitutionsperioder efter løb, du har trænet målrettet efter.  Eller prøv det i en konkurrence. Der findes adskillige eksempler på, at den konstante feedback fra wrist bands, ure osv. overdøver den feedback, kroppen giver dig, og i virkeligheden nedsætter din præstation, fordi du stoler for blindt på de data, du får, og/eller bruger for meget energi på at vurdere og analysere dem.

Drop jævnligt den teknologiske filtrering og konstante evaluering. Træn i stedet evnen til at være til stede i nuet. Mærk efter og (gen)find nydelsen ved løb.

Rigtig god fornøjelse

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design