Loading...

UGENS LØBEPAS - uge 47/2014

Lygtepæls-intervaller

19. november 2014 · Thomas Nolan

Den mørketid er over os, og for mange foregår løbeturene nu i tusmørke. Selvfølgelig kan man løbe med pandelampe, vælge at løbe indendørs på bånd eller finde andre kreative og/eller udstyrskrævende løsninger. Men de fleste motionister holder sig til de oplyste gader og stræder.

Hvordan kan man bruge lokalområdet, hvis man gerne vil have lidt afveksling i vintertræningen? Et meget oplagt valg er ”lygtepæls-intervaller”. Også selvom ordet er helt i hampen, for egentlig kan man jo også bruge de hvide kantmarkeringspæle langs de større veje, havelåger på villavejene eller andre pejlemærker, der er placeret med rimelig jævn afstand i dit område. 

Jeg vil desuden lægge op til, at du løber kontinuerligt uden ”rigtige pauser”, men blot justerer tempoet op og ned. Hvorved træningsformen bliver fartleg (vekslende tempo, lidt hurtigere hhv. langsommere end normalt løbeturstempo) frem for intervaller (meget højt tempo vekslende med gå/stå-pauser). Så ordet lygtepæls-intervaller burde vel rettelig kaldes pejlemærke-fartleg i denne udgave. Anyway, mon ikke de fleste bedst kan referere til lygtepæls-intervaller, og alene ud fra overskriften har en ide om hvad det går ud på? Jeg dropper den krakilske tilgang og ordkløveriet og holder fast i lygtepæls-intervaller.

Mit forslag til et effektivt lygtepælspas er – efter passende opvarmning - at løbe 10-15 min. hvor du justerer tempoet op og ned med jævne mellemrum – fx fortløbende to lygtepæle hurtigt løb og en lygtepæl roligt løb. Ellers fx tre serier af 5+4+3+2+1 lygtepæls hurtigt løb med en lygtepæls roligt løb imellem. Seriepausen kunne være fem lygtepæles langsomt løb. Det præcise set-up kan justeres i forhold til afstanden mellem pejlemærkerne.

Træningspasset kan fint laves på en mindre rundstrækning, som gennemføres flere gange eller en eller flere gange frem og tilbage på et stykke vej.

Rigtig god træning!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design