Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 7

UGENS LØBEPAS: Korte løbemøder som icebreaker for socialt samvær

10. februar 2014 · Thomas Nolan

Princippet i ugens pas - som denne gang egentlig er en slags opvarmning - er det samme, som det der bruges ved kurser, konferencer og lignende, når nye folk skal finde sammen. Her er det blot tilført et element af løb.

Denne uges løbepas er måske ikke et helt pas i sig selv, men passer nok i de fleste klubber og løbefællesskaber som en anderledes opvarmning og en god måde at lære de medløbere, man måske ikke snakker så meget med i det daglige, lidt bedre at kende. Med lidt kreativ tankegang kan passet også sagtens udvides til et helt pas for mindre veltrænede løbere.

Jeg er stødt på princippet i legen eller øvelsen i flere sammenhænge, hvor den bruges som icebreaker fx under navnet "Korte møder", når nye folk mødes fx på kurser, til kongresser og lignende. Som Ugens Løbepas er øvelsen bare tilføjet et element af løb.

Princippet i øvelsen er, at træneren på forhånd har lavet et antal kort med spørgsmål inden for et bestemt tema. Konkret bruger jeg den p.t. når jeg er rundt i VM-klubberne, og her er temaet pudsigt nok VM Halvmaraton. Men det kunne også være spørgsmål relateret til klubbens udvikling eller noget helt andet, der ikke har med løb at gøre.

To og to
Løberne går sammen to og to og får et kort. Straks de modtager kortet, løber de en lille runde sammen (200-400 meter - det kunne være en baneomgang på stadion) og svarer hver især på spørgsmålet. Der løbes stille og roligt, så begge kan tale ubesværet!

Efter runden afleveres spørgsmålskortet, og en af løberne får et nyt. De skal nu hver især finde en ny makker fra et af de andre par, der afslutter deres omgang og sammen med den nye makker løbe en ny runde. Den løber, der fik et nyt kort, finder en ny makker uden kort og omvendt. På denne måde skifter både spørgsmål og makker hele tiden, og man løber - og snakker! - fx 15 minutter.

Din opgave som træner er at finde et passende antal spørgsmål (helst vinklet positivt), som kan være relevante for alle og ikke bare besvares med et ja eller nej. Lav 10-15 spørgsmål og print og klip ud, så du har et par sæt eller mere, afhængig af hvor mange du regner med deltager i træningen.

Her er 5 forslag til spørgsmål, find selv på flere:
• Hvad er det bedste ved at være medlem i Motionsklubben Tusindben?
• Er der en bestemt løber der inspirerer dig (en berømthed, en løber i klubben …) - og hvordan/hvorfor?
• Hvad har været din bedste løbeoplevelse i dit liv?
• Hvad er det bedste løberåd du nogensinde har fået?
• Hvorfor løber du?

PS: Helt lavpraktisk sætter jeg spørgsmålene op i en Powerpoint-præsentation. Derpå printer jeg præsentationen med to dias pr. side og klipper til.

Rigtig god træning!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design