Loading...

UGENS LØBEPAS - uge 49/2014

Guidet kultur-tur

02. december 2014 · Thomas Nolan

Denne uges løbepas er helt i vores nye samarbejdspartner DGI’s ånd. Der løbes i en gruppe, hvor alle følges ad, det handler ikke om at løbe hurtigt, og undervejs inddrages kultur og historie.

Turen tager afsæt i dit lokalområde, men vil også kunne laves som en guidet rundvisning på fx en træningsweekend eller løbeferie. Det er mest oplagt at lave træningen i dagslys, og passet er således velegnet til weekendløb. Turen kræver lidt forberedelse, men du behøver ikke at lave det hele selv. Bed gerne nogle af personerne i din løbegruppe komme med et forslag til et stoppested og forberede en historie, som de selv kan fortælle på 1-2 minutter derude. Så samler du forslagene og planlægger turen ud fra dem.

Afhængig af hvor lang en løbetur du synes løberne skal ud på, og hvor I løber henne, vil et passende antal stop være et sted mellem 3 og 10. Det skal være punkter eller steder med en særlig historie. Det kan være alt muligt forskelligt, stort og småt, kun fantasien sætter grænser. Det kunne være broen eller resterne af broen, der har lagt navn til byen I løber i (Ho-bro, Sa-bro …), det kunne være historien bag statuen af Kong Gulerod i den lokale park (hvorfor lige ham?), et sted i skoven hvor røvere holdt til i gamle dage (eller hvor der blev begået et mord!) det ældste hus i byen, det højeste punkt i byen (galgebakken!), en vej med et vejnavn som der knytter sig en særlig fortælling til, en historie om byens gamle kirke, stien der i gamle dage var et jernbanespor (vidste I det?), byens teater, hvor man fortæller lidt om historien bag det osv. osv.

Når man har fundet et passende antal steder at passere, er det så bare at sammensætte en løbetur, hvor man passerer de forskellige steder. Man stopper op hvert sted, en løber fortæller den tilknyttede historie og derefter løbes videre mod næste stop på den planlagte rute.

Rigtig god træning

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design