Loading...

UGENS LØBEPAS - uge 36

UGENS LØBEPAS: Sprint-stafet på 5-mandshold

04. september 2014 · Thomas Nolan

Ugens Løbepas byder denne gang på sprint-stafet. Det er en træning, som fungerer perfekt i større grupper, og tilmed er løbelegen nem og overskuelig at gå til.

Denne uges løbepas er en sjov sprint-stafet, som skal krediteres Poul Bachmann fra Vejle IF. Poul er pensioneret idrætslærer, men fortsat en særdeles aktiv maratonløber, der trods en alder på trekvart århundrede løber adskillige maraton om året. Jeg var på besøg i Vejle IF for at instruere trænerne i løbelege og lignende, og som dette pas er et eksempel på, er inspirationen ofte gensidig.

Sprintstafetten fungerer bare. Måske lyder den lidt uoverskuelig, når den beskrives med tekst, men faktisk er den utrolig simpel, og der er ikke noget at tage fejl af, når man står derude. Prøv at tegne opstillingen for dig selv, hvis du tvivler, eller find fem brikker frem og flyt dem rundt som løberne på et af holdene.

Forberedelse
Opstil en bane med fire hjørner. Langsiderne behøver ikke være lige lange. Hjørnerne markeres med kegler eller naturlige punkter som træer eller lignende. En bane med alt mellem 30 og 150 meter mellem keglerne er passende, alt efter hvor hårdt det skal være. Dog skal alle løberne kunne se hinanden, så vælg et åbent areal, helst fladt og med fast underlag, da sprint nedad bakke og i ujævnt terræn øger risikoen for en fiberskade. Holdene bør udstyres med en depeche eller lignende.

Opstilling
Alle hold stiller op efter følgende forskrift: Ved kegle 1 står løber 1 og 5, ved kegle 2 står løber 2, ved kegle 3 står løber 3 og ved kegle 4 – ja, her må du tænke selv.

Afvikling
På ”start” sprinter Løber 1 til Kegle 2, hvor depechen overdrages til andenløberen, mens Løber 1 efter opbremsning går tilbage og bliver stående ved Kegle 2. Løber 2 sprinter til Kegle 3 og giver depechen videre, men bliver selv stående. Således fortsættes der, og ved Kegle 4 modtager Løber 5 depechen og løber den til Kegle 2, hvor Løber 1 står. Hvert hold fortsætter med at løbe, indtil holdet har flyttet sig og alle igen står på den plads de startede ved (5 omgange, hver løber har løbet 4 stræk hver).

Når det er sket, råber Løber 5 - der løber sidste stræk fra Kegle 4 til Kegle 1 - alle holdets deltagere sammen. De må nu spurte til Kegle 1 (Løber 3 løber på tværs af banen), og det hold, der først samles her, har vundet.

Husk opvarmning og afjogning.
Rigtig god fornøjelse!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design