Loading...

Ugens løbepas - Uge 26

Naturforhindringsbane

23. juni 2014 · Thomas Nolan

Denne uges løbepas er en slags intervalløb på en rundstrækning med naturlige forhindringer og alternative udfordringer. Inspireret af militære forhindringsbaner og fx den glimrende nyudgivne bog Svinetræning, der beskæftiger sig med træning i naturen , og hvori der er en masse eksempler og ideer til træning, hvor man bruger den som legeplads.

Lav en rundstrækning på et antal hundrede meter eller helt op til en kilometers længde, afhængig af din eller din gruppes niveau og løb en række gentagelser, så du samlet får løbet 2½-4 km, hvortil kommer opvarmning og afjogning.

Rundstrækningen skal være udfordrende og indeholde flest mulige forskelligartede elementer, som fx at løbe i sand, klatre over et væltet træ, springe over en å, gå på balancebræt, løbe offroad gennem krat, løbe op og ned ad en kort og stejl bakke og så videre, afhængig af de aktuelle muligheder. En sådan bane kan fx laves med udgang i en åben skov, på en strand, fra en naturlegeplads eller optimalt et sted, hvor flere af sådanne gode træningssteder ligger lige op ad hinanden.

Løbepas 26/2014

Nogle løbere vil nok indvende, at sådan en træning er "farlig", fordi der er forhøjet risiko for skader, fx forstuvninger, forstrækninger og lignende. Jeg vil ikke påstå, at træningsformen er den mest skånsomme, men man kan gøre meget ved at varme ordentligt op, prøveløbe banen på forkant for at sikre sig, at der ikke er særligt farlige steder på ruten (fx skjulte dybe huller i idealsporet) og så selvfølgelig tilrettelægge banens udfordringer efter deltagernes niveau. Samtidig kan det være klogt ikke at løbe sig helt ud de første gange, da mange forstuvninger og lignede akutte skader sker, når man er træt og lidt uopmærksom.

Løbere bør udfordres
Jeg mener, at løbere bør udfordres, og baner som denne er med til at udvikle løbere og gøre dem stærkere, mere koordinerede, mere opmærksomme/koncentrerede osv., hvorved risikoen for at få skader næste gang de laver denne type træning, mindskes. Det er lidt den med, at hvis man aldrig udfordrer sig selv, bliver man skrøbelig og får lettere skader, mens løbere, der træner alsidigt på sigt, bliver stærkere og dermed markant nedsætter risikoen for skader og uheld.

Er du i spidsen for en gruppe løbere, så sørg for på forhånd at have udtænkt og tjekket baneforløbet, og gør dig umage for at lave den med et niveau, der passer til den gruppe, du har med at gøre mht., hvor hård runden er og hvor svære forhindringerne er. Er der meget svære forhindringer, kan der måske også tilpasses alternative ruter og smutveje.

Rigtig god træning

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design