Loading...

Ugens løbepas - Uge 20

En kun delvist planlagt tur

12. maj 2014 · Thomas Nolan

EN KUN DELVIST PLANLAGT TUR. Et forslag til hvordan man kan variere en tur i klubregi. Løberne på holdet kommer til at lære hinanden bedre at kende, og som en sidegevinst bliver der også løbet lidt længere, end man lige troede man kunne.

Denne uges løbepas er et forslag til, hvordan man kan variere en tur i klubregi. Det er i udgangspunktet ment som en tur i almindeligt tempo, hvor der er afstukket nogle retningslinjer som gør, at distancen kendes sådan nogenlunde, men hvor det er overladt for løberne på hvert enkelt hold at beslutte, præcist hvordan den udformes. Ofte sker det lidt efter lidt, efterhånden som man kommer derudaf, således at ingen på forhånd har helt styr på, hvilken rute der løbes.

Træningen er rigtig god til at lære hinanden at kende på, fordi den gennemføres i små hold, stiller krav til samarbejde og kommunikation og løbes i et tempo, hvor man kan tale sammen. På den måde lægges der op til, at man også lærer dem på holdet, man måske ikke kender så godt i forvejen, lidt bedre at kende.

Mange vil blive overrasket over, hvor langt de faktisk har løbet, inden de er tilbage, så en sidegevinst ved træningspasset er, at det lokker løberne ud på lidt længere distancer end de plejer, og som de troede kunne gennemføre på en helt almindelig træningsaften.

Forberedelse
Som træner skal du udvælge et antal steder eller punkter i lokalområdet, som holdene skal løbe omkring, inden der vendes hjem. Det kunne være en seddel med følgende steder noteret:

• Planteskolen
• Dagli'Brugsen
• En tunnel
• Atletikstadion
• Spejderhytten i skoven
• En skole

NB. Som træner bør du på et kort have vurderet, cirka hvor lang turen bliver, så holdene ikke ledes ud på vildt lange ture - med mindre det er formålet. Ofte bliver turene lidt længere end man forventer, så tag højde for det.

Gennemførelse
Hvert hold får nu en kopi af sedlen med punkterne (men ikke noget kort!). Herefter er det op til holdet selv at vælge, i hvilken rækkefølge de vil løbe omkring de angivne steder og/eller udvælge specifikt, hvilke steder de vil løbe omkring, hvis der er flere muligheder - det kunne fx være tilfældet med punkterne "tunnel" og "skole", hvis der er flere i området. Undervejs vil der givet blive talt om, hvilken vej der skal løbes - hvad er hurtigst? Er det lettere at løbe over bakken end udenom? Findes der en smutvej? osv.

Holdinddeling
I mange klubber opererer man med fx 5.00, 5.30 og 6.00-grupper baseret på kilometertiden under løb, og jeg vil anbefale først at inddele løberne i disse grupper og derefter inddele dem i mindre hold, så der er 4-6 personer på nogenlunde samme niveau på hvert hold, og gerne således at det ikke er det fasttømrede slæng, der løber sammen. Træningen fungerer bedst, når holdene ikke er alt for store, for så får alle lidt indflydelse på rutevalg, og der er samtidig større sandsynlighed for, at alle får talt med alle.

Varianter
Bemærk, at grupper med langsommere løbere kan få en seddel med færre steder, de skal nå omkring, hvis man ønsker at alle vender nogenlunde samtidig tilbage.

I udgangspunktet er der ikke noget konkurrenceaspekt mellem holdene i træningen. Træningspasset er ment som en tur i "almindeligt tempo", men selvfølgelig kan den tvistes, så det bliver til en konkurrence, hvis man specifikt ønsker det.

En tredje variant er at klippe arket med steder der skal løbes omkring ud, så man får et antal sedler svarende til antallet af steder, gruppen skal løbe omkring. Sedlerne fordeles herefter mellem holdets løbere. I denne variant stilles der større krav til kommunikationen i gruppen i forhold til at vælge rækkefølgen, som de valgte steder skal passeres i, og desuden skal det være den løber, der fik sedlen med fx "Planteskole" udleveret, der fører an til Planteskolen.

Lad dig inspirere af ovenstående, prøv det af og/eller find selv på din helt egen variant.

Rigtig god fornøjelse

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design