Loading...

UGENS LØBEPAS - uge 51/2014

Juleintervaller med pebernødder

15. december 2014 · Thomas Nolan

I denne uge går mange løbeklubber på juleferie. Så hvad er mere oplagt end et sjovt juleafslutningspas med den herlige kombination af intervaller og pebernødder? Ugens træningspas har hentet inspiration fra den gode, gamle mus-juleleg.

Ugens pas kræver lidt forarbejde, men så er det heller ikke værre.

Gør således:

• Køb en masse pebernødder, nogle små poser (fx fryseposer) en æske engangsplastikhandsker og nogle servietter.
• Lav et antal poser med 45 pebernødder til hvert hold.
• Lav en pose med pebernødder, hvor der med sprittusch er tegnet et kryds på bagsiden. Der skal være, så der er fem pebernødder pr. hold.
• Find et startsted, hvor der er lys og plads til at alle hold kan have 50 pebernødder liggende. Fx kunne man starte fra en række opstillede borde lige uden for idrætscentret, eller hvor man nu træner fra.

Et hold består af to løbere, der niveaumæssigt er nogenlunde lige gode.
Hvert hold får en pose nødder, en serviet og en plastichandske og opstiller 5 rækker med 9 pebernødder i hver, på en serviet. Benyt plastichandsker til opstillingen af hygiejniske grunde.

Træneren placerer, mens løberne lige laver 50 armbøjninger eller kigger væk, en mærket pebernød i hver række, så der er 5 rækker med 10 nødder i hver og én af de 10 nødder har kryds på undersiden.

Nu er I klar:

• De to løbere på et hold trækker hver sin pebernød i række 1. Hvis ikke der er kryds på én af dem, skal de spises, hvorefter de to løbere SAMMEN løber ud omkring et aftalt vendepunkt, fx 100 meter væk.
• Tilbage igen snupper de en nød mere fra samme række, og sådan fortsættes indtil en af løberne får nødden med mærket på. Mærket betyder pause til den, der fandt den, mens makkeren alene må løbe en tur ud omkring vendepunktet og tilbage igen. I mellemtiden skal makkeren så spise resten af nødderne i rækken (naturligvis ikke den mærkede nød, hvis den er mærket med sprittusch).
• Herefter startes i fællesskab på række to, og således fortsætter holdet.
• Vinderholdet er det, der først finder alle fem mærkede pebernødder, har guffet alle 45 umærkede pebernødder og har sidste mand hjemme efter 5. tur på egen hånd.

Find selv på andre varianter af den gamle museleg;
• Hold med hurtige løbere kan eventuelt løbe længere (opstil flere vendepunkter)
• Hold med hurtige løbere kan eventuelt have fem rækker á 12 nødder eller seks rækker af 10 nødder eller lign.
• De to løbere på et hold kan eventuelt konkurrere mod hinanden og ikke mod de andre hold. Vinderen kunne være den der til slut har spist flest pebernødder med regler som ovenfor beskrevet.
• I stedet for pebernødder kan anvendes honninghjerter, men så bliver det tungt til sidst. Den lette variant er at spille med noget, der ikke skal spises, fx små sedler; 9 stk. pr. række med ”løb” og én med ”pause”.

Rigtig god jul!

DAF-nisserne

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design