Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 48

Point-to-point-intervaller

25. november 2013 · Thomas Nolan

Denne uges løbepas kunne også kaldes "upræcise intervaller", fordi de er af forskellig længde, og ingen - selv ikke træneren - nødvendigvis ved, hvor lang hvert enkelt interval er. Det gør træningen afvekslende og stiller krav til løberens evne til at vurdere afstande og sætte tempo derefter.

Dyrehaven

Træningspasset er let at lave i en gruppe, men der er et lille forarbejde at gøre for træneren; nemlig at udvælge nogle markante "intervalmål" med passende afstand. Det kan fx her i vintermørket være ved juletræet på byens torv, foran biografen, i en skolegård eller på parkeringspladsen ved klubhuset. Jeg har (om sommeren) brugt denne træning bl.a. i Dyrehaven nord for København, hvor jeg kalder den Rødportsræs, fordi jeg bruger de røde porte, der markerer alle indgangene til Dyrehaven, som mål for intervallerne.

En enkel fremgangsmåde
Når du som træner har besluttet dig for intervalmålene, er det enkelt. Efter opvarmning udpeges første mål: Fx Sydskolens skolegård. Nu løber alle så intervalløb til Sydskolens skolegård, hvor man venter til alle er samlet. Efter en passende pause udpeges næste intervalmål og sådan fortsættes der. Det kan være godt at sørge for, at distancerne for hvert interval er meget forskellige; der kan fint både være ganske korte og temmelig lange intervaller undervejs. Det kan også være, at der er flere veje til målene, og så må hver enkelt løber jo vælge den vej, han eller hun tror er kortest. Blot er det selvfølgelig vigtigt at udvælge en rute, der trafikalt er i lavrisikozonen samt selvfølgelig opfordre til, at alle følger færdselsreglerne, hvis man skal passere en større vej.

Hvis man har med en gruppe med meget blandet niveau at gøre, kan man vælge at sige, at de der løber langsomst, starter med at GÅ fx ét minut i retning mod næste mål. Når der er gået præcist et minut, skal de så starte med at løbe mod målet, og samtidig starter de hurtigere løbere, der har stået og ventet. På den måde sikres det, at alle er fremme nogenlunde samtidig og således også får nogenlunde lige lang pause.

Rigtig god træning!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design