Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 35

Handicap-stafet med et strejf af orienteringsløb

26. august 2013 · Thomas Nolan

Denne uges løbepas er en af løbetræner Thomas Nolans personlige favoritter. Der er tale om en meget kompetitiv sag, som er rigtig sjov og udfordrende, men kun hvis de konkurrerende løbere går efter at komme først...

Trainingcamp2

Det nedenstående pas kræver lidt forberedelse fra trænerens side, men det er til at overse, hvis du kender lokalområdet.

Forberedelse
Som træner skal du udvælge en række punkter, der skal løbes efter, og som alle i gruppen, der skal træne, kender. Er du i tvivl om, hvorvidt alle i gruppen kender stederne, kan det være smart at løbe forbi dem på en tur inden den dag træningspasset skal fyres af, eller løbe forbi dem på opvarmningen.

Punkterne behøver ikke at ligge på en lang række, men kan fint ligge på kryds og tværs inden for et afgrænset område. Blot skal der være ca. 200-500 meter mellem hvert punkt, og der må ikke gå en direkte sti fra et punkt til det næste.
Et punkt kan fx være et bestemt hus, et særligt genkendeligt træ, en bænk, en flagstang, et vejkryds, en statue, et gyngestativ på en legeplads, en bakketop, en bro over et vandløb - der er masser af muligheder!

Træningen
Efter opvarmningen skal løberne gå sammen, så de niveaumæssigt passer to og to. De to løbere skal nu konkurrere mod hinanden.

Stedet hvorfra der startes, skal være et sted, hvorfra der udgår to veje, og hvor det er uklart, hvilken vej der er kortest mod første punkt, altså som i bunden af et V, hvor målet er en prik lige over V'et - giver det mening:)? Nå, formålet er bare, at de to løbere på førsteturen ikke har mulighed for at følges ad.

Første punkt udpeges nu af træneren; "I skal løbe til Kongestatuen i parken". En løber fra hvert hold stiller op klar til at løbe af sted i hver retning. På NU løber alle af sted, og det gælder om at nå til Kongestatuen før sin modstander. Første løber ved kongestatuen klapper denne og starter straks med at lave armstrækninger - for hver armstrækning han laver, inden modstanderen når frem og klapper ham på ryggen, får han 1 point. Altså fx "8".

Når alle hold er nået frem og har fået en lille pause (1-2-3 min….), udpeger træneren det næste mål, fx "bålpladsen i lysningen". Nu startes holdene igen, men denne gang er det IKKE nødvendigt, at de to modstandere løber hver deres vej, for løberen der lige har scoret et antal point, skal nu IGEN lave antallet af armstrækninger, inden han må løbe af sted, mens makkeren kan starte direkte og således får et forspring. Om den sidst startende løber vil løbe efter modstanderen (hvis han kan se ham) eller prøve at finde en genvej fx tværs gennem skoven for dermed at indhente det, han er kommet bagud, er op til ham. Første mand fremme starter bare igen med armstrækninger, indtil hans makker når frem, og sådan fortsættes et antal stræk.

Hvem vinder?
Efter 4-8 stræk gøres resultatet op - vinderen er selvfølgelig den der har fået flest point.

Træningen fungerer bedst, hvis der ikke er for langt mellem hvert punkt, men gerne med mulighed for at vælge flere forskellige veje i jagten på at nå først frem.

Det er allerbedst, hvis to trænere styrer træningen sammen; den ene løber af sted mod næste punkt, straks sidste løber er inde ved det forrige. Denne træner venter således på løberne fremme ved næste punkt (og tjekker at armstrækningerne laves ordentligt eller giver en passende straf!), mens den anden træner bliver ved startpunktet, starter løberne og ser til, at de også her laver deres armstrækninger ordentligt, inden de løber videre. Træner 1 kan eventuelt medbringe en kegle, som skal klappes før en løber starter med at lave armstrækningspoint.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design