Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 23

Løbetur med styrketræning

03. juni 2013 · Thomas Nolan

En opfordring til at kombinere den almindelige løbetur med noget andet, eksempelvis styrketræning…

Loebepas 23

Denne uges løbepas er en opfordring til at løbe en tur i almindeligt tempo og undervejs lave andre typer af træning, f.eks. styrketræning, hurtighedstræning eller koordinationstræning. En del løbere får ikke rigtig lavet disse typer supplerende træning; ikke før træning, fordi de måske kræver lidt opvarmning, og ikke bagefter, fordi man der er træt og mindre motiveret. I forhold til styrketræningsøvelser er det endda uklart, om det er bedst at træne denne type træning før eller efter løbetræningen, og så det er næppe helt gak-gak at lave det undervejs.

Løb en tur i almindeligt tempo på 5-10 km og lav for eksempel en øvelse for hver 500 meter eller hver kilometer. Du kan enten have bestemt dig for bestemte øvelser på forhånd eller lade dig inspirere af de muligheder, der byder sig til undervejs. Du kan eventuelt tematisere øvelserne og f.eks. vælge core-stab-øvelser, koordinationsøvelser eller styrkeøvelser for ben eller bare blande det hele.

En speciel fornemmelse
Det er en speciel fornemmelse at kombinere løb og anden træning på denne måde, men det er mit helt personlige, og absolut uvidenskabelige indtryk, at man får opbygget en eller anden særlig form for sejhed ved med jævne mellemrum at afbryde den monotone løbebevægelse og lave øvelser, der er ganske hårde - for straks derefter at løbe videre med trætte, ømme eller tilsyrede muskler. Dette uanset om man har belastet udvalgte løbemuskler eller muskler andre steder i kroppen.

Forslag til øvelser kunne være hop op og ned af en bænk, korte bakkespurter (5-10 sekunder), 1 min. i planken, balancegang på en lang væltet træstamme, trappeløb, ophævninger (fx i en overligger på et gyngestativ på en legeplads) eller armstrækninger. Mulighederne er uendelige!

Hvis I løber flere sammen, kan I på skift vælge øvelser og udfordre hinanden i disse undervejs, således at belastningen bliver ekstra høj.

Rigtig god træning!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design