Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 1

Seksdagesløb

31. december 2012 · Thomas Nolan

SEKSDAGESLØB. Ugens løbepas er en "klubtrænings-klassiker" og bruges med succes mange steder. Man kan dog sagtens løbe seksdagesløb i en lille gruppe, og i princippet kan det løbes, bare man er to personer, men det er sjovest i større grupper (over 10 personer).

Uge1

Træningspasset hører til i kategorien fartleg, og træningspasset er godt til niveaumæssigt blandede grupper, hvor træneren ønsker et overblik over de enkelte løberes indsats, med deraf følgende mulighed for at vejlede urutinerede løbere i forhold til tempo undervejs.

Kunsten at disponere
Kunsten for den enkelte er at disponere sine kræfter og tempo i forhold til den samlede træningstid og længden af de enkelte perioder med højt tempo, så løberen kan udføre markante temposkift mellem hurtigt og roligt løb, uden at han eller hun bliver nødt til at gå i de rolige perioder. Det handler om at løbe LIDT hurtigere end normalt løbeturstempo i tempoperioderne, og LIDT langsommere end normalt løbeturstempo i de rolige perioder. Det kan være svært i det hele taget, og måske endda lidt sværere her, hvor der typisk vil være en del løbere på rundstrækningen som hver især løber i forskellige tempi. Det er vigtigt, at hver enkelt løber mærker efter sit eget tempo.

Sådan gør du:

  • Der løbes på en rundstrækning, f.eks. på et stisystem eller mellem opstillede kegler. I de fleste tilfælde vil en længde af rundstrækningen på 200 til 600 meter være passende.
  • Løberne sættes sammen i hold á 2 personer og løber på skift intensive og rolige omgange. Ønsker man, at der løbes konkurrence mellem holdene, sammensættes de, så en hurtig og en mindre hurtig løber er sammen, men træningspasset behøver absolut ikke at være konkurrence.
  • Det besluttes, hvor lange der skal løbes, typisk en periode mellem 10 og 20 min.
  • Alle starter samtidigt ud, men de to løbere på samme hold løber i hver sin retning. Den, der løber med uret rundt, løber intensivt, den anden løber roligt. Når løberne mødes, klapper de hinandens hænder eller laver en armkrog og vender om; den, der kom løbende hurtigt, løber nu roligt mod uret, den der løb roligt, løber nu intensivt med uret.
  • Som træner skal man bare huske, at alle løbere, der løber med uret, løber ALTID hurtigt, de andre roligt, så bevarer man overblikket.
  • For at undgå sammenstød opfordres alle løbere til at løbe i højre side af løberetningen. Derved løber de, der er i gang med en hurtig runde, i inderbanen - og vice versa.

 God træning!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design