Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 52

Løbetur med tempoøgning når du drejer

24. december 2012 · Thomas Nolan

LØBETUR MED TEMPOØGNING NÅR DU DREJER. Ugens løbepas er et lille tip til en tur baseret på oplagthed.

Her mellem jul og nytår kan flæskestegen, anden eller gåsen jo godt ligge lidt tungt, og det kan være svært at vide, hvor meget eller lidt man er oplagt til. Derfor kunne ugens tip være at løbe en progressiv tur som tidligere beskrevet, men en anden fin, og for nogle måske lidt mere overskuelig variation af dette pas er at løbe en tur med en kort spurt ved hvert vejkryds, hvor man skifter retning. Denne måde at løbe på har også den fordel, at den let bringer dig nye steder hen. Dét er Ugens Løbepas.

100 hurtige skridt
Du gør således: Løb af sted og brug de første 5-10 min på at blive varm. Derefter skal du, hver gang du drejer i et kryds, løbe 100 hurtige skridt og derefter sætte tempoet ned til dit almindelige løbeturstempo. Fortsætter du lige ud, skal du ikke ændre tempo.
På denne måde bliver din tur oplagthedsbaseret, og det kan være svært at vide, hvor du ender; er du træt og uoplagt, kan du i princippet bare løbe ud-hjem ad en lige vej, så skal du kun løbe 100 skridt hurtigt én gang. Men er du til lidt mere sjov og ballade og mange ryk, så drejer du i de fleste kryds og kan være heldig at turen bringer dig til stier eller steder, du ikke kendte i dit lokale løbe-hood.

Løb i en gruppe
Denne måde at løbe på er også god at gøre, hvis man løber sammen i en lille gruppe. Så skiftes man til ved hvert sving at vælge, om der skal løbes lige ud eller drejes. Er man konkurrenceminded, løber man de 100 skridt om kap - hvem fører, når den første af jer har taget 100 skridt?

Uanset om du løber på egen hånd eller i en gruppe, vil jeg anbefale, at du/I sætter en tid på løjerne og løber stille og roligt hjem, når tiden er gået.

Rigtig god træning - og Godt Nytår!

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design