Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 51

Let og socialt O-løb

17. december 2012 · Thomas Nolan

LET OG SOCIALT O-LØB MED MANGE POSTER. I denne søde juletid … skal Ugens Løbepas selvfølgelig være et forslag til en hyggelig fællestræning for hele klubben. Afslut gerne med et krus dampende varm kakao

Jeg har valgt denne gang at fortælle, hvordan du kan lave et lidt anderledes og socialt O-løb, som er let at sætte op og pille ned, let at instruere og hvor man hele tiden mødes på kryds og tværs. Ingen enkeltpersoner eller hold bliver således "væk". Løbet gennemføres bedst i dagslys, og mange klubber har jo også juleafslutning på lørdag eller søndag.


Det kræver altid lidt forberedelse fra trænerens side at sætte et O-løb op, men følger du nedenstående guide, så er det ikke svært. Forvent klapsalver fra deltagerne og anerkendelse for din kreativitet. Lad dem blive i troen, at denne træning er din ide!

Sådan forbereder du dig:

1) Find og print kort over et stykke skov i nærheden af jeres klublokale med en masse veje på kryds og tværs inden for et lille område. Det behøver ikke være et nøjagtigt kort, brug f.eks. iFORMs ruteplanner eller Krak.dk, kopier et kortudsnit og print det. Et område på ca. 1 * 1 km er ofte passende.

2) Indtegn på kortet et antal poster, f.eks. 12. Posterne SKAL være lette at finde, de kan f.eks. hænge fra et træ ud til stien, på en bom over vejen eller tilsvarende. Det er ikke meningen, at man skal bruge en masse tid på at lede efter posterne. Poster kan f.eks. være en A4 plasticlomme med et stykke papir med angivelse af postens nummer eller bogstav.

3) Posterne sættes op hulter til bulter, det skal være sådan, at det ikke umiddelbart er til at afgøre, hvilken rækkefølge det bedst kan betale sig at finde posterne i. Det betyder nemlig, at holdene vælger forskellige ruter og dermed møder hinanden ofte. (En anden fordel er, at når posterne skal hænge synligt, er det ikke afgørende, at de hænger 100% præcist, og det sparer dig tid, når de skal sættes op).

4) Hver post skal have sit separate nummer eller bogstav. I tilfældet med 12 poster får deltagerne at vide, at de tal eller bogstaver, der er i spil, er 1-13 eller alfabetets første 13 bogstaver. Således mangler ét tal eller bogstav, som man altså skal finde ved brug af udelukkelsesmetoden, når alle poster er fundet (den kreative nissetræner kan måske finde på mere spændende poster). Husk at printe et kort pr. hold.

Når I på dagen er klar til start gøres således:

• Der deles et antal hold, typisk 2-3 personer på hvert hold (helst mange små hold). De skal hver især ud og finde alle posterne, således at de kan komme tilbage til start og fortælle, hvilket nummer eller bogstav der IKKE var derude. Vinderholdet er selvfølgelig holdet der først vender hjem og fortæller hvilket nummer der manglede.

• For ikke at alle skal løbe samme vej og i hælene på hinanden, sendes to hold af sted ad gangen og de to hold der sendes af sted samtidigt sendes i hver sin retning. På denne måde kan to hold sendes af sted hvert minut. Send gerne holdene med de langsomste løbere af sted først, så får de en lille fordel der.

• Hold, der møder hinanden derude, giver hinanden en high five og ønsker Glædelig Jul inden der fortsættes (det vil ske ofte pga. det lille område, de mange poster, de mange hold og fordi de fleste hold vil vælge forskellige ruter).

O-løbet kan tilpasses mindre hurtige løbere ved at de på deres kort får angivet de fjernest liggende posters numre eller bogstaver, og således ikke skal finde 12, men f.eks. 9, bogstaver (se eksemplet nedenfor).

NB: Man kan f.eks. give alle hold en blyant med, så de kan skrive fundne posters numre/bogstaver ned. Endnu lettere er det i kanten af kortet at skrive de mulige numre/bogstaver ned, og så kan man rive de fundne tal eller bogstaver af efterhånden som man finder dem, indtil der kun er ét tilbage.

Figur

Et eksempel på afsløring af tre poster for et mindre hurtigt hold (bogstaverne skrives bare ind med hånden på holdets kort og/eller streges ud i listen i rækken nederst, så der skal ikke bruges særlige kort).

lØBEPAS51_1

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design