Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 46

Tur med løbetekniske elementer, del 1

12. november 2012 · Thomas Nolan

LØBETEKNIK. Ugens Løbepas er i denne uge inspireret af Dansk Atletik Forbund, MotionDANMARK og Syddansk Universitets Løberseminar, der blev afholdt i weekenden. Her var der i flere sessioner fokus på løbeteknik.

Fartleg

Der findes meget lidt forskningsmæssigt belæg for, hvad den optimale løbeteknik er - og om den i det hele taget kan ændres, når først et mønster er indlært. Min overbevisning er, at det kan den - til en vis grad...

Prøv undervejs på en løbetur af minimum 17 minutters varighed at fokusere på tre tekniske øvelser i 2 minutter for hver 5 minutter du løber. Efter 5 minutter løbes to minutter med fokus på Øvelse 1, efter 10 min. løbes to minutter med fokus på Øvelse 2, efter 15 minutter med fokus på Øvelse 3 - og efter 20 minutter startes så forfra. Kan du nå to gange igennem hver øvelse (32 min. løb) er det ganske godt. Tempoet skal være dit almindelige løbetempo hele vejen igennem, så det er ikke som sådan en hård løbetur. Udfordringen består i, at du i 2-minutters-perioderne skal ændre din løbestil og bevare koncentrationen om at gøre dette.

Øvelse 1
Løb med fokus på at læne dig lidt fremad. Du skal ikke knække i hoften, i stedet skal hældningen af kroppen starte i fodleddene. Denne øvelse er god med henblik på at træne den rette kropsholdning, og den hjælper dig til at undgå den typiske fejl, der ligger i at tage for lange skridt og sætte foden i jorden foran kroppens tyngdepunkt. Øvelsen afkorter din skridtlængde en smule, hvilket er fint.

Øvelse 2
Løb som om du løber på vand og ikke vil have våde sko og strømper. Denne øvelse træner langt hen ad vejen de samme elementer som øvelse 1 og nedsætter desuden din kontakttid, altså den tid din fod har kontakt med underlaget i hvert skridt. Med den rigtige timing af spændingen i muskulaturen lige inden isætningen af foden, er en kort kontakttid optimal og får dig til at løbe hurtigere og/eller nedsætte energiforbruget ved en given hastighed. Tænkt på at løbe med hurtige, lette og alligevel kraftfulde skridt.

Øvelse 3
Løb som om du løber på et løbebånd, der er gået i stå, og som du derfor skal trække for at holde i gang. Denne øvelse hjælper dig til at lave den rigtige spænding i muskulaturen, lige inden foden sættes i underlaget (forspænding) og den træner din evne til at starte afsættet tidligere og gøre det mere kraftfuldt.

Jeg tror disse tre øvelser kan medvirke til at ændre din løbeteknik i positiv retning. Lad være med at tænke så meget over, præcis hvad du gør; gå blot med på legen og forestil dig et af de tre scenarier i hver teknikperiode. Kan du frembringe den rigtige fornemmelse - og hvordan føles det?

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design