Loading...

UGENS LØBEPAS - Uge 42

Offroad-løb

15. oktober 2012 · Thomas Nolan

Efteråret indbyder om noget til offroadløb, crossløb, terrænløb, trailløb - kært barn har mange navne.

Offroad

Årstiden er traditionelt perioden for offroadløb for atletikkens konkurrenceløbere, hvis primære sæson er sommerens baneløb; for efter en pause i det tidlige efterår starter træningen roligt op i starten af oktober uden tanke på hverken distancer eller kilometertider. Men årstiden er også ideel til offroadløb, fordi det er oplagt at udføre i en skov, som jo er klædt i sine allersmukkeste farver netop nu og samtidig skaffer lidt læ for vinden, regn og rusk.

Med offroadløb menes løb uden for de store stier, gennem skov, park eller store åbne vidder, ad hestestier, op og ned ad skrænter og bakker, på tværs gennem terrænet præcis som man lige har lyst til.

Bakker sætter gang i pulsen
Er du uvant med træningsformen, bør du ikke løbe for langt, da det kræver lidt ekstra koncentration at løbe offroad. Du kan eventuelt veksle turen mellem stykker, hvor du løber offroad og stykker på almindelig vej. Offroadløbet træner din balance, koordination, styrke, acceleration og årvågenhed på en god måde. Kilometertiden bliver selvsagt langsom, men oftest føles tempoet højere end det er, fordi bakkerne sætter gang i pulsen, og indtrykkene bliver mere intense, når ruten er knudret, og du både skal holde øje med grene i hovedhøjde og huller, mudder og stubbe eller andet i underlaget. Det kan være sjovt at opleve f.eks. en skov eller en park på en ny måde, finde smutveje fra A til B eller finde stier du ikke kendte.

Trailsko
Offroadløb kan, som det fremgår, løbes i en lang række forskellige terræner. Almindelige løbesko er udmærket, men den allerbedste oplevelse på de mest krævende ture fås ved at løbe i det man kalder trailsko. Trailsko fås i alle løbebutikker til samme pris som almindelige løbesko. De er typisk forstærkede og vandtætte i overdelen og mere stabile og med en kraftigere ydersål, som sikrer dig et bedre fæste på blødt underlag og op og ned ad bakker, end en standard løbesko. Trailsko er lidt tungere og en smule klodsede at løbe med i almindeligt terræn.  

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design