Loading...

SVAR FRA EKSPERTERNE

BREVKASSE: Sådan undgår du skinnebensbetændelse

17. april 2013 · Morten Albjerg Nielsen

"Jeg er en ivrig løber, som desværre ret ofte støder ind i samme skade hele tiden. Jeg er efterhånden lidt i vildrede om, hvordan jeg tackler skaden. Det drejer sig om skinnebens-betændelse. .."

Kære MotionDANMARK,

Jeg er en ivrig løber, som desværre ret ofte støder ind i samme skade hele tiden. Jeg er efterhånden lidt i vildrede om, hvordan jeg tackler skaden. Det drejer sig om skinnebens-betændelse. Og ja, jeg har fået tjekket mine sko flere gange, holdt lange pauser, startet langsomt op igen osv. osv.

Med venlig hilsen

Tina

 ----------------------------------------------------------------------------------

Hej Tina!

Smerte foran og på indersiden af skinnebenet er en meget hyppig lidelse særligt hos løbere, som kun har trænet løb i en kortere årrække. Meget ofte starter det med lette smerter i begyndelsen af og måske i timerne efter løbeturen, mens symptomerne med tiden har det med at forværres, således at løbetræning må afbrydes i kortere eller længere perioder. Årsagerne til problemernes opståen kan være mange, ligesom løsnings- og behandlingsmetoderne kan være vidt forskellige. Faktorer som fod- og benstilling, kropsbygning, træningsmængde - både i form af volumen og intensitet - underlag, tidligere skader i fod, underben og knæ samt dine løbesko kan have betydning for udviklingen af skaden.

For at få klarlagt hvilke faktorer, som i dit tilfælde spiller ind, vil jeg klart anbefale dig at søge kvalificeret hjælp f.eks. i form af en idrætsuddannet fysioterapeut med særlig erfaring med løbeskader. Du kan finde en liste over idrætsfaggruppen for fysioterapeuters certificerede behandlere her: www.sportsfysioterapi.dk  

Generelt
I forhold til smerter i skinnebenet kan det generelt grupperes som en overbelastningsskade, hvilket betyder, at området i en for lang periode har været udsat for en for stor belastning i forhold til mængden af hvile og restitution. Området på skinnebenets inderside består af et langstrakt, men kort netværk af muskler, sener, knoglehinder og knogler. Samtidig er området omkring fodleddet på meget hårdt arbejde under løb, hvor du i landingsfasen konstant skal korrigere for stødbelastning, balance og kontrol af hele benets bevægelser. Hvis de små sener og muskler på skinnebenet er for svage i forhold til arbejdsbehovet, vil overbelastningen hurtigt opstå. En begynderløbers underben vil typisk ikke have tilstrækkeligt stærke sener og muskler og anbefales derfor primært at løbe på blødere underlag i tilvænningsfasen, ligesom at den skadede løber, som skal i gang igen, bør vælge samme strategi.

Styrketræning som forebyggelse
Nogle løbere kan have meget vanskeligt ved at opnå tilstrækkeligt styrke i sener og muskler. Mange løbere håber forgæves på, at en periode med total ro kan virke gavnligt, men selvom irritationen forsvinder, vil det svage område bare blive endnu svagere, når det ikke stimuleres, og man vil være endnu mere udsat for nye overbelastningsskader.  Løbetræning i sig selv giver ikke nødvendigvis stor styrke, og her kan man med fordel inddrage styrketræning i sin forebyggende og behandlende træning. En del af skinnebenets muskler er med til at strække anklen, når du står på tæer (plantar fleksion). Søg evt. på youtube.com efter øvelser som "calf raise", "triceps surae exercises".

Held og lykke med dit videre løb.

Morten Nielsen


5 GODE RÅD

1.  Start din løbetræning op på blødere underlag

2. Søg kvalificeret vejledning mens skaden endnu er ny og få overblik over svag- heder og muligheder for genoptræning

3. Forebyg og styrk dine muskler med styrketræning

4. Lyt til din krop og brug din sunde fornuft -

5. - også når du skal have nye løbesko.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design