Loading...

SVAR FRA EKSPERTERNE

Hvordan genoptager jeg træningen efter en skade?

12. september 2012 · Morten Albjerg Nielsen

Kære MotionDANMARK,

Jeg har netop holdt ca. 6 ugers pause fra løb pga. en overbelastningsskade. Før skaden løb jeg tre gange om ugen - i alt ca. 25 km. Dette niveau var jeg kommet op på ved at følge jeres 10 km-begynderprogram, og derefter lægge ca. 1 km ekstra på om ugen. Mit spørgsmål er nu: Hvordan genoptager jeg bedst løbetræningen?

Konditionsmæssigt kan jeg godt fortsætte hvor jeg slap, da jeg har dyrket anden sport i mellemtiden, men mine ben skal jo ikke blive overbelastede igen. Så hvilket niveau kan jeg starte ud på?

Hvis jeg senere holder 1-2 ugers pause pga. ferie eller symptomer på tilbagefald af skaden, hvilken træningsmængde kan jeg så lægge ud med efter pausen?

Med venlig hilsen
Ole Pedersen

 ----------------------------------------------------------------------------------

Kære Ole,

Løbeskader er lige så forskellige som løberne selv. Derfor er det næsten umuligt at sige præcist, hvordan den skal behandles og hvordan træningen efterfølgende skal bygges op. At løbeskader er en hyppig problematik for mange er dog helt indiskutabelt.

"Athletes, whether they are motor geniuses or not, simply multiply their training until disability occurs… the distance runner achieves excellence by making the most of his genetic endowment through training in his environment. This formula for greatness is also the cause of his (sic) diseases of excellence. The physician must take a holistic view of his illness and act accordingly." Noakes 2001, Lore of Running.

Med andre ord er løbeskader en helt naturlig og logisk konsekvens af den måde, løbetræningen foregår på. Løbere, der sætter sig et mål og som træner regelmæssigt med stigende træningsmængde (distance/tid og intensitet), vil før eller siden blive skadede. I langt de fleste tilfælde er der tale om overbelastnings-skader, hvor muskel- og senevævet - typisk i knæ og underben - belastes hårdere og hyppigere, end det kan nå at genopbygges.

Udover de inflammatoriske tilstande (betændelse), der sker i vævet, medfører skaderne også kraftig svækkelse af muskler og sener i området. Det er oftest ikke til at se med det blotte øje, men allerede tidligt i skadesforløbet vil muskelfunktionen forringes kraftigt blandt andet på grund af smerten. De fleste skadede løbere vælger at give den skadede region ro, mens det gør ondt. Det giver god mening i forhold til ikke at forværre skaden, men muskler og sener, der ikke bliver brugt, som de normalt er vant til, vil tabe yderligere i funktion og styrke.

Når skaden/smerten er væk, og løberen overvejer at genoptage løbetræningen, oplever mange, at skaden kommer igen i større eller mindre omfang efter få uger eller måneders træning. Det kan skyldes mange forskellige årsager, men hyppigt er problemet, at den svækkede muskulatur i skadesperioden er blevet så ringe, at den slet ikke kan tåle den hårde belastning, som løbetræning er for kroppen.      

Har du en løbeskade, som du enten er i tvivl om omfanget af, eller som du frustreres af igen og igen forstyrrer din træning, kan du med fordel kontakte en idrætsfagligt uddannet fysioterapeut. Idrætsfysioterapeuten kan hjælpe dig med dels at bestemme skadens type og omfang, og du kan få vejledning i din træningsplanlægning i genoptræningsperioden - og i tiden fremover. Oftest kan nogle få hundrede kroner gøre at du fremover bliver langt klogere på din krops muligheder og svagheder, ligesom at mange afbrudte træningsforløb kan undgås.
Håber, at det var svar nok. Og god træning!

Med venlig hilsen

Morten

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design