Loading...

SVAR FRA EKSPERTERNE

Først styrketræning så løb eller ?

02. oktober 2012 · Thomas Nolan

Kære MotionDANMARK.

Jeg har lidt travlt i min hverdag, og de dage, hvor jeg træner, vil jeg gerne både løbe og lave styrketræning. I hvilken rækkefølge er det bedst at gøre det? Skal jeg løbe eller styrketræne først?

Hilsen

Rasmus

 ----------------------------------------------------------------------------------

Hej Rasmus!

Det er et spørgsmål, som optager mange, og det diskuteres livligt i både løber- og styrketræningskredse. Svaret er desværre mindre klart, da der foreligger meget få undersøgelser på området.

Allerbedst vil det være at adskille styrke- og løbetræning, hvis det er muligt, og helst skal der gå mindst 8 timer imellem, at du laver de to træningsformer.
Det er dog oplagt, at det for mange motionister i praksis er umuligt at få til at gå op, som du også antyder er problematisk for dig. De få undersøgelser der ligger på området, er uklare, men tendensen er måske, at det er bedst at løbetræne først og styrketræne efterfølgende, hvis du vil være en god løber, da styrketræningen i højere grad end udholdenhedstræningen kræver, at kroppen hurtigt kommer i overskudstilstand, ligesom intensiteten (tempoet) ved udholdenhedstræningen er vigtig for konditionsfremgangen, og denne nedsættes af forudgående styrketræning. Der kan dog også argumenteres den modsatte vej, og jeg har hørt nogle af Danmarks dygtigste styrketræningseksperter fortælle, at de kender resultater, der tyder på, at den træning du laver sidst, er den du tager med hjem og får effekten af.

På baggrund af de manglende forskningsresultater tror jeg ikke, du skal være alt for fokuseret på, hvilken rækkefølge du træner i, men vælge det set-up der giver dig den bedste fornemmelse og så huske at spise godt med protein og lidt kulhydrat før og/eller umiddelbart efter styrketræningen for at få maksimal effekt af denne.

Generelt tyder undersøgelser på, at styrketræning kan forbedre din udholdenhed, så det er som løber (det går jeg ud fra, du er?) ikke tosset at styrketræne, men det skal selvfølgelig holdes op mod, hvor meget du normalt træner, og hvilken type af styrketræning du udfører (tung styrketræning for benene er mest effektivt).
Træner du 2-3 gange om ugen tror jeg, at jeg ville bruge al min tid på at løbetræne for at blive god til det (eventuelt suppleret med lidt core-styrke), men træner du 5-6 gange løb om ugen, er du henne, hvor du har fået så meget udbytte af løbetræningen, at du sikkert kan hente løbefremgangen lettere (= med mindre tidsforbrug) ved at styrketræne benene frem for at løbe mere.

Core-træning, som jo er styrketræningsøvelser for korsetmuskulaturen omkring mave/ryg/torso, er altid godt for løbere og kan til hver en tid anbefales som supplement, som ikke går ud over løbetræningen. Her gælder det efter min helt uvidenskabelige, men erfaringsbaserede viden om at have et vist bundniveau snarere end at træne muskulaturen meget hårdt. Udnyt at der er mange øvelser, som kan laves uden redskaber og opvarmning og du derfor kan lave dem hjemme på stuegulvet uafhængigt af løbetræningen.

Rigtig god træning

Thomas Nolan

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design