Loading...

Løbetræneruddannelsen

Furesø Løbeklub sender 12 trænere på Løbetræneruddannelse

22. februar 2017 · Henriette Leth Nielsen

"Hvis man skal løbe i en løbeklub, skal der være en rigtig god grund til det, fordi løb er en ting, man kan gøre alene og når det lige passer ind i programmet. Så hvis man skal være bundet af tidspunkter, så skal det give mening. Så er det fordi, man skal ha’ noget mere og andet end det, man kan få, når man løber selv."

 

Vi har mødt formand for Furesø Løbeklub, Tine Ringgaard, ved Furesøen, hvor klubben mødes til løbetræning tre gange om ugen - i vinterperioden foregår to af træningspassene dog på villaveje i området. Emnet for dagens snak er DAFs og DGIs nye Løbetræneruddannelse, som Furesø Løbeklub har valgt at prioritere meget højt, idet de har tilmeldt ikke færre end 12 trænere.

"Vi er klar over, at det er en stor økonomisk udgift for klubben. Vi har derfor holdt en ekstraordinær generalforsamling og spurgt vores medlemmer, hvad de synes. Og ALLE stemte for forslaget. Medlemmer vil rigtig gerne. Der er en STOR vilje blandt medlemmerne på at bruge midlerne på at få uddannet trænerne. Det tilfører klubben viden, energi og kvalitet – som vi tror på er det hele værd."

Furesø Løbeklub har 197 medlemmer og har eksisteret siden 2009. Tine beskriver klubben som en mindre løbeklub med tilgang af medlemmer.

"Vi startede sidste år et fortræningsforløb til et halvmaraton – et halvmaraton som skulle holdes her i kommunen. Selve løbet blev ikke til noget, men hele fortræningsforløbet var fantastisk. Vi fik virkelig pustet nyt liv i klubben. Vi havde fællestræning en gang om ugen for alle i klubben – både hurtige og langsomme. Det havde vi aldrig prøvet før. Det var rigtig godt og styrkede det sociale i klubben samtidig med at det var god og effektiv træning. Vi oplevede, at gamle medlemmer, vi ikke havde set længe, pludselig dukkede op, vi fik nye medlemmer, og vi oplevede at der virkelig blev pustet liv i klubben. Vi oplevede en energi og en gejst og et fremmøde, som var helt anderledes, end vi havde prøvet før, fortæller formanden og fortsætter:

Efterfølgende har vi startet et foreningsudviklingsforløb op, hvor vi har udvalgt et nogle fokuspunkter i samarbejde med Troels og Allan fra DGI. Det har supergodt for os at få udvalgt nogle fokuspunkter, som vi kan udvikle på i vores klub," fortæller Tine og henviser til uddannelse af trænerkorpset.

Uddannede løbetrænere i fokus
Løb appellerer til rigtig mange mennesker på alle mulige forskellige niveauer. Bl.a. fordi det er noget man kan gøre, når det lige passer ind i programmet – og det tager ikke ret lang tid.

"Hvis man skal løbe i en løbeklub, skal der være en rigtig god grund til det, fordi løb er en ting, man kan gøre alene og når det lige passer ind i programmet. Så hvis man skal være bundet af tidspunkter, så skal det give mening. Så er det fordi, man skal ha’ noget mere og andet end det, man kan få, når man løber selv."

Folk vil ha' varieret, struktureret træning og guides igennem træningspassene
Tine Ringgaard tror, at folk kommer, fordi de vil ha noget mere, end bare løbe en tur - de vil ha' træning.

"De kommer fordi, der er fastlagt et program, og der kommer nogle og tager imod dem, fortæller hun og fortsætter:

Så vi har faktisk valgt at sende rigtig mange trænere afsted på uddannelse, fordi vi oplever, at det folk gerne vil ha' er kvalitet og målrettet træning, og at folk gerne vil ha', at der står en træner klar, som har forberedt sig og er klar og fortæller, hvad de skal gøre. Og de vil gerne ha en varieret træning og en målrettet træning."

Tre ugentlige træningspas
Furesø Løbeklub mødes tre gange om ugen.

IMG 0371"Søndag løber vi typisk lidt længere ture, torsdag har vi fokus på styrke og intervaller, tirsdag helt alm løbetur. Om søndagen er vi efterhånden 60 medlemmer, der løber. Det er vi meget godt tilfredse med. Vi kan typisk dele fem hold, der løber forskellige distancer – og vi deler op efter tempo. Vi oplever, at især til vores træninger med fokus på styrke og intervaltræning, har vi rigtig mange medlemmer, der kommer."

Klubben har haft en meget stor tilgang af medlemmer siden sommeren sidste år, hvor de startede fortræningsforløb op.

"Det har tiltrukket mange, og det har fastholdt rigtig mange. Det at vi har holdt fast i vores strukturerede og varierede træning gør, at vores medlemmer bliver ved med at komme. Det er første vinter, at vi har set så mange medlemmer på hverdage – vi træner tirsdag og torsdag kl. 18, hvor det er mørk og koldt, og nogle gange regner det og alt muligt. Men vi ser 30 til træning! Og det har vi altså ikke prøvet før."

Nu løber de hurtige også med
Furesø Løbeklub har længe haft udfordringer med den gruppe af løbere, som gerne vil løbe langt og hurtigt. Fordi der simpelthen har været for få.

"Vi har oplevet, at folk er kommet herned, og så her der ikke været nogen, der matchede dem – og så er folk gået hjem, og vi har ikke set dem igen. Men efterhånden har vi fået samlet en flok og i takt med at vi bliver flere og flere medlemmer, bliver vi også flere på de forskellige hold. Og det gør, at når man kommer ned i vores løbeklub, kan man være sikker på, at der nogle at løbe med, som matcher en selv. Og det får folk til at komme tilbage." 

Stor interesse for Bevæg dig for livet - Løbs nye løbetræneruddannelse
Der er generelt stor interesse for Bevæg dig for livet - Løbs Løbetræneruddannelse. I Viborg Atletik og Motion kører klubben f.eks. basismodulerne internt, fordi der er så mange trænere tilmeldt. Læs mere om Løbetræneruddannelsen HER.

 

 

 

 

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design