Loading...

Det er Søren H Mikkelsen, der står øverst på skamlen.

Ugens Løberhistorie

Glæden ved løb

21. februar 2017 · Henriette Leth Nielsen

"Jeg elsker at løbe, at mærke pulsen og se resultaterne af min løbetræning, men sådan har det ikke altid været."

Tak til Søren H. Mikkelsen fra byen Løsning for al dele sin løberhistorie med os. Der er en løbejakke på vej til Søren som tak.

Som barn spillede jeg fodbold, håndbold og badminton, og løb var bare et nødvendigt element i træningen, typisk som en del af et opvarmningsprogram, planlagt af trænerne. Jeg løb kun sjældent af egen vilje. Kun hvis der var et helt konkret mål med løbetræningen, som f.eks. det årlige Horsensløb, kunne jeg motiveres til at løbetræne en smule struktureret og over længere tid.

Jeg tror at mange kan nikke genkendende til ovenstående historie. Men hvorfor er det så lige, at det har ændret sig så markant for netop mig? Ja, først og fremmest var der ikke løbetilbud i mit nærområde, da jeg var barn, og holdidræt var meget populær blandt mine kammerater, og der var masser af tilbud indenfor fodbold, håndbold og badminton. Derfor var det naturlige valg for mig, at starte med de idrætter, også fordi mine kammerater var her. I dag foregår idrætsvalg ofte stadig på samme facon, og det medfører at mange børn og unge ikke introduceres til løbetræning, herunder atletik, hvilket er meget ærgerligt, set fra mit synspunkt.

Det er i hvert fald svært at blive interesseret i en idrætsgren som barn, hvis den ikke introduceres i skolen eller i det lokale idrætsliv. Jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg ville have valgt anderledes, hvis tilbuddet havde været der, men det tror jeg faktisk.

Der skulle gå mange år inden jeg opdagede det fantastiske ved løb. Faktisk var jeg 28 år, inden jeg for alvor opdagede at jeg her havde fundet min hylde. Her var jeg kun afhængig af min egen indsats og resultaterne afspejlede min indsats. Mit første store mål var Copenhagen Marathon, som blev gennemført i 1995, uden nævneværdig træningsindsats, hvilket også kunne ses på resultatet og ikke mindst den efterfølgende ømhed. Jeg var dog alligevel blevet så tændt på løbetræning, at jeg for alvor begyndte at tænke på udstyr og træningsprogrammer. Jeg læste en masse litteratur og begyndte at gå strategisk frem. Det viste sig hurtigt, at jeg med en fornuftig indsats, kunne se mærkbare forbedringer af mine resultater, hvilket kun tændte mig yderligere. I løbet af få år forbedrede jeg mig meget, og mine mål blev gradvis mere og mere ambitiøse.

Det var stort da jeg vandt mit først Danmarksmesterskab (Masters – hold) som veteranløber ved Odense Marathon i 2004, og de årlige tilbagevendende veteranmesterskaber er en motiverende faktor, som gør at jeg kan gennemføre alle mine hårde træningspas med et smil på læben. Jeg indrømmer dog gerne, at hvis der ikke var nogle årlige målsætninger, ville jeg nemt blive en ”hyggeløber” uden fokus på fart. Jeg bliver motiveret af begge parametre, både det sociale men også konkurrencefaktoren.

Derfor løber jeg:

1. Jeg nyder at være sund og rask
2. Jeg får overskud til hverdagens arbejde og udfordringer
3. Jeg nyder det sociale samvær på løbeturene
4. Jeg elsker konkurrencerne
5. Jeg er selv ansvarlig for mine resultater
6. Jeg løser ofte problemstillinger på mine løbeture
7. Jeg kan træne på alle tidspunkter og på alle lokaliteter
8. Jeg kan opnå stor træningseffekt på forholdsvis kort tid
9. Jeg er i kontakt med min krop og kender dens signaler
10. Jeg føler at løb gør mig lykkelig

Jeg kan ikke undvære min løbetræning, og det vil være en del af mit liv indtil den dag hvor fysikken eller andet stopper mig. Der er så mange fordele ved løbetræningen, og ingen ulemper, så valget er let for mig.

På et gammelt diplom fra 1989 kan jeg se, at jeg løb 39.40 på 10 km., og jeg ved at det var uden nævneværdig træningsindsats. I dag skal jeg træne ihærdigt, for at løbe under 40 minutter på 10 km. Til gengæld er glæden større, når det lykkes.

Hvordan en discusprolaps ændrede min løbestil

I 2006 fik jeg konstateret en discusprolaps i ryggen. Desværre skulle jeg igennem en lang række besøg hos læger, fysioterapeuter og andre fagfolk med forskellige virkningsløse råd, inden jeg endelig fik en henvisning til scanning. Den viste en meget tydelig discusprolaps, og jeg blev straks tilbudt en operation, hvilket jeg dog afviste, da jeg havde en forhåbning om, at jeg selv kunne træne målrettet og effektivt med ryggen via coretræning. En anden årsag til beslutningen var, at der ikke var nogen garantier ved operationen, nærmest tværtimod. Der var mange muligheder for bivirkninger. Endvidere ville lægerne ikke anbefale at jeg fortsatte med at løbe længere distancer efter operationen, hvilket jeg havde svært ved at acceptere. Heldigvis viste det sig, at coretræningen hjalp på problemet. Det tog dog lang tid og jeg havde jævnlige tilbagefald, især når jeg var lidt for optimistisk med min løbetræning, herunder at løbe længere distancer eller når jeg belastede kroppen maksimalt med hårde intervaller.

I denne forbindelse blev jeg gjort opmærksom på at jeg måske skulle ændre min løbestil, fra at løbe med lange tunge skridt, til at løbe med flere og kortere skridt. Samtidig skulle jeg undgå at lande for hårdt på hælen. Det har vist sig at være den helt rigtige løsning for mig, men det tog lang tid, faktisk 3 år, at tilvænne mig til den nye løbestil. Til gengæld kan jeg nu, næsten uden rygsmerter, løbe længere distancer, hurtige intervaller samt andre hårde træningspas. Det kræver dog at jeg fortsætter med coretræning resten af livet og at jeg fortsætter med at optimere min løbestil.

Moralen er, at man skal bruge sin sunde fornuft, sætte spørgsmålstegn ved alle behandlingsråd, men dog stadig huske på, at fagfolk har en videnskabelig baggrund der gør, at deres råd selvfølgelig altid skal tages alvorligt.

Min, uden sammenligning, største oplevelse som løber var i forbindelse med ”The Great Wall Marathon” i 2006.

Vi var 4 gode løbekammerater fra HLLH, Hedensted Løsning Løbehold, som ønskede at kombinere vores fælles begejstring for maratonløb med en unik rejse til et eksotisk land. Valget faldt på ”The Great Wall Marathon” i Kina, som er et ekstremt hårdt maratonløb, på et af verdens 7 vidundere, nemlig den menneskeskabte mur, som kan ses fra månen. Vi havde en fantastisk tur og jeg blev nr. 22, mit bedste resultat på maratondistancen.

 

 

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design