Her er du: Forside > Løb > Nyheder om løb > 03-08 Teaterdirektør klar til Smid Tøjet Løbet
Teaterdirektør klar til Smid Tøjet Løbet
08. marts 2016 · Henriette Leth Nielsen
Vil du gøre noget godt for dig selv og for andre, så kom med til Smid Tøjet Løbet ved Godsbanen i Århus lørdag 16. april eller ved Langelinie i København søndag 17. april.
Alle, der er friske på at støtte Røde Kors’ hjælpearbejde og samtidig være med til en helt ny løbeevent i København eller Århus, har nu mulighed for at slå to fluer med ét smæk.
Som en del af den årlige Smid Tøjet-kampagne, afholder Røde Kors nemlig Smid Tøjet Løbet, der giver den enkelte løber mulighed for at gøre noget godt for sig selv - og samtidig gøre noget godt for mange af de mennesker, der har brug for hjælp – både herhjemme og ude i verden.
Jon Stephensen, der er teaterdirektør i Aveny T, løbetræner cirka fem gange om ugen og er klar til Smid Tøjet Løbet.
"Det er superfedt at kunne deltage i et løb, hvor der ud over løbeoplevelsen er et godt formål at støtte. Især lige nu er der i den grad behov for at bakke op om hjælpeorganisationer som Røde Kors. Jeg har allerede fundet tøj frem fra gemmerne - og det bliver givet videre med et stort smil", fortæller Jon Stephensen, der gerne tager løbeskoene med på teatret og løber en tur i Søndermarken i løbet af arbejdsdagen.
Teaterdirektøren kan godt blive fristet af sofaen, når han er på vej ud at løbe - men som regel er det kun et brækket ben, der kan holde ham hjemme.
"For sofaen er så meget federe efter en løbetur."
Læs mere om Smid Tøjet Løbet her.