Loading...

Fra Skovmotionisternes Nytårsløb i 2014. (foto: Skovmotionisterne)

Nyheder om løb

Nytårsløb popper op over hele landet

10. december 2015 · Jeppe Weinreich

Engang var nytårsløb en sjældenhed, men i dag en fast og festlig tradition i rigtig mange byer. Igen i år vil en masse glade motionsløbere møde op for sammen at løbe det nye år ind. Er du blandt dem?

Hvad enten det er i Rødekro, i Køge eller Hobro, kan du være sikker på én ting: Om formiddagen på årets sidste dag står en stor flok motionsløbere klar til at løbe det nye år ind. Nogle tager turen i nytårskostume, mens eliteløberne kombinerer den kedelige træningstur med lidt fest – og et glas bobler i stedet for energidrik.  Jo, nytårsløbene er med sikkerhed kommet for at blive. Udbuddet af løb den 31. december 2015 synes således aldrig at have været større.

Sydbank Nytårsløb i Herning er et af de mest traditionsrige af slagsen. Mens de fleste andre nytårsløb byder på både 5- og 10 km-ruter, så er der i messebyen kun én distance, nemlig 21,1 km, og den var der 589 løbere, som gennemførte i fjor. Løbet blev ”født” den 31. december 1986, hvor en mand ved navn Ole Sørensen tog turen - i bidende frost - og startede så sent, at han først kom i mål i 1987. Det skete for at samle penge ind til Radio Herning, og dermed var en tradition kommet til verden. Efterfølgende er løbene poppet op som champagnepropper over det ganske land, med Änglamark Nytårsløb på Østerbro som det deltagermæssigt største.

Halvmaraton i ECCO-støvler
I Holstebro afvikles Skovmotionisternes Nytårsløb i år for 10. gang. I fjor deltog 300 på distancerne 3, 5 eller 8 km, og arrangørerne håber på samme fine deltagelse i år.

Kasserer og PR-ansvarlig for løbet, Lars Vendelbjerg, fortæller, at løbet egentlig startede som en reaktion på det førnævnte løb i Herning.

”Sidst jeg tog turen til Herning for at deltage, havde jeg glemt mine løbesko, men gennemførte alligevel de 21 km i mine ECCO-støvler. Bagefter tænkte jeg så, at et nytårsløb burde være mere overkommeligt – og med vægt på det lokale,” fortæller Vendelbjerg, der i dag stadig ærgrer sig over, at hans præstation i sin tid ikke affødte et sponsorat fra den store skokoncern.

”Vi lægger vægt på, at det skal være hyggeligt at deltage her i Holstebro. Og at man gerne må nøjes med at gå. Uanset tempo er der kransekage og et glas d’Asti til alle, der gennemfører.”

Nytårsløb i Danmark d. 31. december 2015

Sydbank Nytårsløbet, Herning
Nytårsløbet, Odense
Änglamark Nytårsløb, København
Nordea Nytårscuppen, Aarhus
Nytårsløb, Vejle
Hvalsøløbet, Hvalsø
Fredericia Kajakklubs Nytårsløb, Fredericia
Søhus Stige Nytårsløb, Stige
Skovmotionisternes Nytårsløb, Holstebro
AMOK’s Nytårsløb, Aalborg
Strandby Karrusel Løb – Nytårsløbet, Strandby
Champagne Marathon, Hobro
Brøderup New Year Run, Brøderup
Socialt Nytårsløb, Holbæk
Champagnegaloppen, Rødekro
Champagneløbet, Silkeborg
Champagnegaloppen, Køge

(listen er ikke fuldstændig)

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design