Loading...

Med hjælp fra mandlige "pacemakers" trækkes Sara Sig Møller ned til supertiden 15:47,05 minutter på 5000 meter. (Kim Gudmand)

Nyheder om løb

De danske løbekvinder stormer frem

02. juli 2015 · Jeppe Weinreich

Den seneste tid har budt på markante forbedringer af de bedste kvindelige løbere herhjemme, og alt tyder på, at det vil fortsætte de kommende år.

De seneste sæsoner har man set tydelige tegn hos den unge generation af kvindelige løber, og i år er det for alvor slået igennem. Over en bred kam er de bedste juniorer blevet bedre, og da de må forventes først at toppe om nogle år, ser det mildest talt lovende ud. Men også ”de gamle” kan være med. Således har 31-årige Sara Sig Møller (Spartra) været den helt store overraskelse i år med tider, som ikke er langt fra international klasse. Et niveau, som for bare nogle få år siden forekom meget langt væk.

Det var i Norge i oktober sidste år, at Sara Sig Møller viste, at hun kunne være på vej mod noget stort. Bare otte måneder efter at have født en søn løb hun i sit comeback i Buskerud 34,08 minutter på en 10 km. Ved den lejlighed udtalte hun, at hun trods tiden følte sig i ”kageform”.  Det gør hun næppe længere, for i juni trykkede hun tiden ned til 33:15 min., da hun i suveræn stil vandt Københavns Kvindeløb. En tid, som ikke var overraskende, eftersom hun forinden havde præsteret en 5000 meter på bane i tiden 15:47,05 min. Det var første gang i ikke mindre end 12 år, at en dansk kvinde løb under 16 minutter.

AnnaEmilie_kimgudmand
Anna Emilie Møller løber i mål i supertiden 9:10,30 min. (Kim Gudmand)

17-årigt supertalent
Den 14 år yngre Anna Emilie Møller (Blovstrød) har ikke imponeret mindre. I slutningen af juni leverede hun ved 7. runde af Baneturneringen i Bagsværd fantomtiden 9:10,30 min. på en 3000 meter. En uhørt god tid af en stadig kun 17-årig løber, som tilmed har en begrænset træningsmængde bag sig. Meget betegnende for det generelt gode niveau kom Anna Holm Baumeister (Viking) ind lige efter i 9:13,92 min.

Senest var den en anden junior, Line K. Schulz fra Aalborg AM, der viste højt niveau, da hun i Mannheim løb en 1500 meter i 4:14,66 min. – den hurtigste tid af en dansk kvinde siden 2003. Jo, det lover godt for resten sæsonen. Allerede i perioden 16.-19. juli deltager de to unge løbere ved Junior-EM i Eskilstuna. Og de er ikke de eneste deltagere på kvindernes mellem- og langdistance.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design