Loading...

(Foto: "24 timer ved havet"

Nyheder om løb

En weekend i ekstremerne

02. juni 2015 · Jeppe Weinreich

Sidste weekend blev der over ét døgn i Sæby kæmpet om DM-titlen i 24 timers løb, mens 13 danskere samtidig stred sig vej gennem en 85 km lang bjergrute ved VM Trail i Frankrig.

Ekstremløb har længe været det nye sort inden for motionsverdenen. Det blev understreget lørdag d. 30. maj, hvor startskuddet til DM 24 timers i Sæby løb samt VM Trail i franske Annecy lød.

De 13 danske VM-debutanter i Frankrig skulle ud på en ubarmhjertig og hård rute på 85 km. Udstyret med den obligatoriske pandelampe blev samtlige deltagere sendt af sted kl. 3.30 i bælgravende mørke. Herfra gik det så kun én vej de første 16 km: opad, indtil morgenlyset mødte dem på toppen af bjerget – og der fortsat resterede 69 km.

Lige inden middagstid nåede franskmanden Silvan Court i mål i den respektindgydende tid 8:15,38. To maratonløb med en samlet højdestigning på 5300 meter på lidt over fire timer pr. maraton.

Den danske mester i trail, Jesper Noer, brugte en time og tre kvarter mere, men kunne indtage en fin 45. plads ud af de 178 startende. Hos kvinderne var veteranen Dorte Dahl hurtigste dansker på en 41. plads.

Af de 13 deltagere var det kun den løbende holdleder Søren Rasmussen, der grundet skader måtte udgå godt halvvejs i løbet. Han var dog fuld af fortrøstning over den danske VM-debut.

”Vi er stolte og tilfredse med vores præstationer og har samlet mange nyttige erfaringer, som vi kan tage med hjem og bruge fremadrettet de følgende år,” lød det fra den rutinerede Viborg-løber.

24 timer ved havet
DM i 24 timers løb var i år flyttet fra Bornholm til Sæby, hvor det indgik i den populære event ”24 timer ved havet”, hvor almindelige motionsløbere også kan ”nøjes” med 6 eller 12 timer.

Vejret var ved starten lørdag, som det har været stort hele maj måned: koldt, regnfuldt og blæsende. På den blot to km lange rundstrækning lykkedes det i det næste døgn for Kim Klitgaard Sørensen (AMOK) at nå hele 123 omgange. Og så brød solen frem. Med de 246,793 km fik man tilmed et vinderresultat godt 5 km bedre, end hvad Kim Hansen nåede ved sidste års DM.

Løbsrekord
Hos kvinderne blev det til lokalsejr ved Stine Rex (SIK80), som satte løbsrekord med flotte 208,971 km – kun 10 km fra den officielle danske rekord, som Anne Marie Geisler satte i Tjekkiet sidste år. Sølvvinder Anne-Marie Rossen (AMOK) var i lang tid af løbet en trussel for Sæby-løberen, som i mål kunne vinde med en margin på lidt over 5½ km.

DM 24 timers løb – Sæby 30.-31. maj 2015
Mænd
1. Kim Klitgaard Sørensen, AMOK 246,793 km
2. Bruno Batsberg, Klub 100 marathon 234,443 km
2. Lars Skytte Christoffersen, Skanderborg LK 208,922 km
Kvinder     
1. Stine Rex, SIK80 208,971 km
2. Anne-Marie Rossen, AMOK 203,296 km
3. Mette Normind Pilgaard, AMOK 184,858 km

VM Trail – Annecy (FRA) – 30. maj 2015
Kvinder
1. Nathalie Mauclair, Frankrig 9:30,59 timer
2. Caroline Chaverot, Frankrig 9:33,21
3. Maite Mayore, Spanien 9:39,36
41. Dorte Dahl, DEN 11:56,42
52. Pia Joan Sørensen, DEN 12:52,52
59. Maibritt Skovgaard Sørensen, DEN 13:28,14
64. Annemette Skov, DEN 13:41,09
73. Camilla Gry Elmann, DEN 14:22,24
(109 tilmeldte)

Hold
1 Frankrig 29:57.45
14. Danmark 38:17.48
(24 tilmeldte hold)

Mænd
1. Silvain Court, Frankrig 8:15,38
2. Luis Alberto Hernando, Spanien 8:19,06
3. Patrick Bringer, Frankrig 8:21,43
45. Jesper Noer, DEN  10:02,24
65. Simon Møller Grimstrup, DEN 10:25,05
75. Henrik Westerlin, DEN 10:44,29
78. Christian Grøn Nørfelt, DEN 10:45,17
101. Kenneth Kofod, DEN 11:38,33
=121. Jacques Dehnbostel, DEN 13:02.37
=121. Allan Lyngholm, DEN 13:02.37
DNF Søren Rasmussen                     
(178 tilmeldte)                                              

Hold
1. Frankrig 25:18,22
15. Danmark 31:11,58
(31 tilmeldte hold)

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design