Loading...

NYHEDER OM LØB

Træningen frem mod CPH Half er begyndt

07. maj 2015 · Jeppe Weinreich

I denne uge startede seks løbeklubber et træningsforløb op, som skal bringe deltagerne i optimal form den 13. september, hvor startskuddet til Copenhagen Half Marathon lyder. Hos Valbyløberne har man mærket stor interesse for at være med.

Med kun lidt over fire måneder til årets Copenhagen Half Marathon er det nu, at den langsigtede træningsplan skal sættes i værk. På den baggrund tilbyder flere klubber landet over et træningsforløb frem mod den store dag d. 13. september. Forløbet er udviklet af Dansk Atletik Forbund og DGI, og det er netop startet op i klubberne med stor succes. Konceptet er, at man køber en pakke, der inkluderer et træningsprogram – typisk med fællestræning i klubben to-tre gange om ugen – plus et startnummer til CPH Half.
Én af de foreninger, som netop har høstet de første positive erfaringer, er Valbyløberne. Her havde man på den første aften 18 deltagere – heraf 14 helt nye ansigter.
”Der var rigtigt godt humør, og vi fik meget ros for god træning, flot velkomst og modtagelse. Alle følte sig velkomne,” lyder det fra Kirsten Hansen, der er sikker på, at alle de nye ansigter vender tilbage til næste træningsaften.

Nye klubber kan stadig nå det
Programmet, der trænes efter, er udviklet specifikt frem mod løbet den 13. september af motionskonsulent i Dansk Atletik Forbund, Thomas Nolan. Den førnævnte pakke koster 700 kr., men har man allerede købt sit startnummer til CPH Half, kan træningspakken tilkøbes for 350 kr. Selvom forløbet er startet, kan nye klubber fortsat nå at være med.

”Vi vil gerne have så mange som muligt med. Så ja, der er fortsat mulighed for klubber at tilmelde sig. Men vi henvender os OGSÅ til løbere i Valby og omegn, der stadig kan nå at være med. To forløb starter i Aalborg i løbet af måneden,” lyder det fra Thomas Nolan, der ser man indlysende fordele i at være med i et træningsforløb.

”Særligt for de lidt urutinerede halvmaratonløbere er det at kunne koble sig på et klubforløb, hvor man træner med mange andre mod samme mål, en fantastisk mulighed. Vi oplevede fx, hvordan mange fremhævede, at denne mulighed var en kæmpestor hjælp for løbere, der trænede op mod VM Halvmaraton sidste år. Træningen bliver mere overskuelig, sjovere og meget bedre, når man laver den mest udviklende træning sammen to gange om ugen og derudover måske supplerer med en enkelt tur på egen hånd. Desuden er der værdifulde tips og tricks at hente fra klubbens mere rutinerede løbere og dens trænere”.

- Se HER, hvilke byer der tilbyder et fortræningsforløb.
- Kontakt Thomas Nolan for mere information.

Fakta om Copenhagen Half Marathon
Copenhagen Half Marathon bygger videre på successen fra VM Halvmaraton 2014 og det populære Powerade Copenhagen Half Marathon. Ruten bliver flad og hurtig, og afspærret for anden trafik, og den bringer de op mod 20.000 deltagere gennem både Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg, Enghave, Københavns havnefront og Københavns City.

Arrangører: Dansk Atletik Forbund og Sparta Atletik og Motion
Samarbejdspartnere: Sport Event Denmark, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune
Bidragsyder: Nordea-fonden
Dato: Søndag d. 13. september 2015
Tidspunkt: kl. 11
Forventet deltagerantal: 20.000.
Start og mål: Øster Allé, København Ø

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design