Loading...

(privatfoto)

NYHEDER OM LØB

100 maratonløb på under tre timer

29. april 2015 · Jeppe Weinreich

Den tidligere danske mester på maraton, Palle Redder Madsen, kunne søndag i Hamborg fejre et imponerende jubilæum, da han kom i mål som nr. 2. i 55-59 års klassen.

Med 2.400 danskere til start ved søndagens Hamborg Marathon - og et rekordhurtigt løb af Lars Budolfsen – var der ikke mange, der lagde mærke til den tidligere danske mester på distancen, Palle Redder Madsen. Den 55-årige løber kom i mål i tiden 2:56,34 timer, hvilket rakte til en flot 2. plads i klassen 55-59 år. Det særligt bemærkelsesværdige ved præstationen er imidlertid, at han dermed fuldførte et maratonløb under 3:00,00 timer for 100. gang. Angiveligt har den næstbedste dansker ”blot” løbet 63 af slagsen, så rekorden må formodes ikke at blive overgået lige med det samme.

100-løbs-jubilaren turde ikke være helt ukendt i atletikkredse. Med sin PR 2:17,35 timer fra London Marathon 1987 rangerer han stadig blandt de 30 bedste danske maratonløbere gennem tiden. I dag løber han for Odder AM, men faktisk er det for tre andre klubber, at han vandt DM Maraton: i 1987 for Randers Real, i 1994 for Aarhus 1900 og i 1996 for Politiets IF.

Mens et løb under de tre timer tidligere var en formsag for ham, så erkender han, at det bliver sværere og sværere. De to eneste gange, hvor han er havnet på den forkerte side af grænsen, var i Boston 2013 og Amsterdam 2014.

”Alderen sætter jo sine spor, og det slider på kroppen med alle de løb, så det var nu, jeg skulle nå det, inden jeg blev meget ældre,” siger han til TV 2.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design