Her er du: Forside > Løb > Nyheder om løb > 04-08 2538 danskere gennemførte i Berlin
2538 danskere gennemførte Berlin Halvmaraton
08. april 2015 · Jeppe Weinreich
Trods en lidt fugtig og grå søndag bidrog et rekordstort antal danskere til løbsfesten i den tyske metropol. Et ærgerligt styrt undervejs kostede nogle placeringer for Jesper Faurschou, der kom ind som nr. 30.
Der var lagt op til løbsfest i Berlins gader sidste søndag (29/3) – og danske motionsløbere tog i stor stil del i forlystelserne. Trods en regnfuld optakt klarede det noget op, da først startskuddet havde lydt. Og så spænede 25.000 løbere ellers ud i metropolens brede boulevarder, anført af de østafrikanske stjerner, som havde særdeles travlt. Det endte i et spurtopgør mellem Birhanu Legese (ETH) og David Kogei (KEN), med etiopieren som vinder i 59:45 min. – et sekund foran hans kenyanske rival. Et lille, utilsigtet drama udspillede sig på de sidste meter, da et par inline-skatere var yderst tæt på at komme i vejen.
I alt nåede 23.541 løbere i mål. Over 3.000 danskere havde tilmeldt sig, men i sidste ende var det ”kun” 2538, som kunne krydsede målstregen på Karl-Marx-Allée. Dermed var mere end hver tiende løber fra Danmark.
Af de mange danskere var det ikke uventet Jesper Faurschou (Herning LK), som var hurtigst. 1:06,02 time lød OL-løberens tid på, hvilket er to minutter fra hans bedste. Med til historien hører dog, at han styrtede undervejs. Bedste placering stod Marna Egholm for hos kvinderne. Sparta-løberen satte personlig rekord med 1:19,09 time, hvilket rakte til en flot 15. plads.
Vattenfall Berliner Halbmarathon – d. 29. marts 2015
Resultater - mænd
1. Birhanu Legese, Etiopien 59:45 min.
30. Jesper Faurschou, DK-Herning LK 1:06,02 time
33. Ulrik Heitmann, DK-Aarhus 1900 1:07,05 time
43. Thorkild Sundstrup, DK-Aarhus Fremad 1:08,37 time
52. Jonas Andersen Seebach, Sparta 1:10,15 time
Kvinder
1. Elizeba Cherono, Kenya 1:10,52 time
15. Marna Egholm, DK-Sparta 1:19,09 time
Alle Resultater
- Se et sammendrag af løbet HER
- Se Kim Gudmands mange fotos HER