Loading...

Nyheder

Danmarks Officielle Løbskalender

07. april 2015 · Rasmus Møldrup Lorentzen

I Danmarks Officielle Løbskalender finder du de løb i Danmark, hvor du er sikret kvalitet, service og sikkerhed.

I dag bliver der afholdt omkring 1.200 motionsløb i Danmark hvert år. Det svarer til, at der hver dag hele året rundt bliver afviklet tre løb. Løberne i Danmark har dermed rigtig mange forskellige muligheder for at deltage i et løb - men hvilke løb skal du vælge?

Skovløb, byløb og alle mulige andre løb, distancer, særpræg og kvalitetsniveauer
De mange løbsarrangementer i Danmark adskiller sig på flere forskellige måder. Der er store løb med mere end 10.000 løbere, og der er små løb med færre end 100 deltagere. Der løbes både i de store byer og de små, på stier, i bakkerne, i skovene, på strandene, over broer, på motorvejene og endda på landingsbaner. Der løbes alle steder, hvor det er muligt. Der løbes både kort og langt. Halvmaraton er virkelig begyndt at blive populært, men mange udfordrer også sig selv på maratondistancen, og nogle løber endda endnu længere. Nye løb kommer til, hvor blandt andet forhindringer skal passeres undervejs, og der løbes også for at støtte gode formål.

Løbene adskiller sig yderligere på den kvalitet og service, der tilbydes. Det er ikke til alle løb, der er tidtagning, toiletter, kilometerskilte, vejvisere ved krydsene og væskedepoter. Det er heller ikke til alle løb, at der er førstehjælp og hjertestarter, hvis uheldet skulle være ude.

Dansk Atletik Forbund og DGI står bag Danmarks Officielle Løbskalender. Alle løb i kalenderen er løbscertificeret og lever op til en række forskellige kriterier. Dermed er du som løber garanteret kvalitet, service og sikkerhed, hvis du vælger et løb i denne kalender. Der er garanti for, at arrangørerne har styr på det. Løbene i Danmarks Officielle Løbskalender kategoriseres som bronze-, sølv- og guldløb, hvor kriterierne for et guldløb er højere end for et bronze- og sølvløb. På samme måde stilles der flere krav til et sølvløb i forhold til et bronzeløb.

For at sikre at de løbscertificerede motionsløb lever op til kriterierne, sender Dansk Atletik Forbund og DGI observatører ud til alle løbene på dagen. Observatørerne følger op på, om løbene kan beholde sin certificering til året efter.

Bronzeløb
Til et bronzeløb er der blandt andet garanti for plads på ruten og at resultater er offentlige indenfor 24 timer. Til bronzeløb vil du som løber også nemt kunne finde den nødvendige information på løbets hjemmeside og du nemt får udleveret dit startnummer ved ankomst til løbsområdet. Der vil være mulighed for toiletbesøg inden start, og speakerens information kan høres i hele startområdet. Til bronzeløbene er ruten sikret i forhold til kørende trafik, og der er førstehjælpspost ved mål.

Sølvløb
Til sølvløb er du udover det, som du er garanteret til bronzeløb, også garanteret mere end 300 deltagere. Der vil også være garanti for, at du kan registrere dig online samt elektronisk tidtagning. Servicen vil desuden være højere i form af f.eks. mulighed for bagageopbevaring.

Guldløb
Til guldløbene får løberne hele pakken. Inden for denne kategori er det kun de store løb med mere end 3.000 deltagere, der er med. Det er løb med international karakter. Løberne får deres resultater inden for tre timer, der er streaming eller TV-produktion af løbet og startnumre afhentes før løbet på EXPO.

Kriterierne som løbene lever op til kan ses ved at trykke på en boksene nedenfor.

Loebscertifiering Bronze  Loebscertifiering Soelv Loebscertifiering Guld 


Hvis du som løber går op i din tid og gerne vil slå din egen tid og andres, så er det også i Danmarks Officielle Løbskalender, at du skal finde dine løb. Det er i Danmarks Officielle Løbskalender, at du finder de løb, der tæller på de danske ranglister. De løbsarrangementer, der tæller på ranglisterne i 2015, vil snart tydeligt blive markeret. Ruterne er DAF-opmålt ved alle disse løb og lever desuden op til alle andre krav, der stilles til løb, hvor det er vigtigt, at man kan stole på tiderne.

Du finder Danmarks Officielle Løbskalender og alle de certificerede løb HER.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design