Loading...

NYHEDER OM LØB

Danskere valfarter til Berlin denne weekend

26. marts 2015 · Jeppe Weinreich

Godt 2000 danskere forventes at deltage i søndagens halvmaratonløb i Berlin, som tidligt kunne melde udsolgt af de 30.000 startnumre. Et superstærkt elitefelt er på rekordjagt i løbet, som også har deltagelse af Jesper Faurschou.

Vattenfall Berliner Halbmarathon er navnet på forårsudgaven af Berlin Marathon, der, som navnet mere end antyder, er halvt så langt. Lillebroren til det store maraton har de seneste år oplevet en eksplosiv vækst og er med 30.000 deltagere et af største halvmaratonløb overhovedet. Søndag d. 29. marts lyder startskuddet til den 35. udgave af løbet, hvor 2000 danskere forventes at deltage. I fjor var der knap 1900 danske motionsløbere, der gennemførte.

Start og mål er på Karl Marx-Allee i det gamle Østberlin, og deltagerne får en flot sightseeing undervejs på den 21,1 km lange rute, som bl.a. går gennem Unter den Linden og Kurfürstendamm. Som altid ved denne slags store løb er der stærke kenyanske løbere anmeldt. Den gældende løbsrekord satte Patrick Makau med 58:56 min. tilbage i 2007. En tid, som hans to landsmænd Abraham Cheroben og Kenneth Kipkemoi har i sinde at gå efter i år.

Fra dansk side er der en interessant start i skikkelse af OL-løberen Jesper Faurschou, der bruger løbet som en test inden årets store mål, Hamburg Marathon den 26. april.

Vattenfall Berliner Halbmarathon – søndag d. 29. marts 2015
Hent det flotte programhæfte - klik HER

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design