Loading...

Foto: Kim Gudmand

NYHEDER OM LØB

DM Cross afgjort i drabelig spurt

29. januar 2015 · Jeppe Weinreich

Sidste lørdags DM Cross på den korte distance endte i en tæt spurt, hvor Thijs Nijhuis knebent måtte afgive sin titel til Mads Tærsbøl. Hos kvinderne herskede der dog ingen tvivl om, at Sara Sig Møller var den bedste på dagen.

Billedet foroven fortæller det meste. Mads Tærsbøl i den blå Sparta-trøje øjner sin første store titel nogensinde, mens den forsvarende mester Thijs Nijhuis (Viborg AM) med sammenbidt mine må se sig besejret. De to 22-årige løberes dyst ved DM Cross på den korte distance var lørdagens højdepunkt.

Arrangørerne fra Kalundborg IF formåede trods manglende rutine med mesterskabsløb at stable et fint arrangement på benene, og med sneen, som faldt blot et par timer før det første startskud, blev der skabt nogle flotte rammer for den 3. runde af Vinterturneringen, som også kendes under navnet Cross Challenge.

Fra start var det Thijs og Tærsbøl, som tog teten. Med sig havde de den ét år yngre Jacob Ø. Markussen (1900), mens der var et lille hul ned til de to mere rutinerede herrer, Jesper Faurschou (Herning LK) og Michael Nielsen (Sparta). Da gruppen kom tilbage fra skoven for at løbe en sidste runde inde på stadion, faldt sidstnævnte tilbage. Forrest viste Tærsbøl sin velkendte fightervilje, der altså gav guld, mens Faurschou til sidst formåede at presse sig foran Markussen og tage bronze. Ganske godt gået af den rutinerede løber på så relativt kort en distance.

Sikker sejr til Sara Sig
Hos kvinderne understregede Sara Sig Møller (Sparta) sin gode form, da hun sikkert tog titlen 12 sekunder foran Simone Glad (OA/OGF). Sara valgte lidt uvanligt en offensiv taktik og skabte sig ret hurtigt et lille forspring ned til Glad. Et forspring, som stille og roligt blev udbygget. Mens disse to placeringer nok var som ventet, så dukkede Lea Reime højst overraskende op nede bagfra og snuppede bronze lige foran Louise Langelund (1900). Den 26-årige Blovstrød-løber blev nr. 4 ved mesterskabet i 2012, men efter en 3. plads i en Cross Challenge runde i november samme år har hun været helt ude af billedet.

Anna Møller vinder junioropgøret
Inden seniorernes heat blev der dystet hos ungdommen på samme strækning. Hos pigerne fulgtes de to favoritter Anna Emilie Møller (Blovstrød) og Maria Larsen (KIF), men da de nåede stadion, havde Anna fået opbygget et lille hul på fem meter. Trods sin baggrund som 1500 meter-løber havde KIF-løberen ikke noget at "skyde med" til sidst og måtte således se sig slået med seks sekunder. De to tider 13:17 og 13:23 min. lå tæt op ad de tilsvarende hos seniorerne, som lød 13:09 og 13:21 min.

DM Kort Cross – Kalundborg d. 24. januar 2015
Senior M
1. Mads V. Tærsbøl, Sparta 11:35 min.
2. Thijs Njhuis, Viborg AM 11:36 min.
3. Jesper Faurschou, Herning LK 11:37 min.
Senior K
1. Sara Sig Møller, Sparta 13:09 min.
2. Simone Glad, Odense Atl. 13:21 min.
3. Lea Reime, Blovstrød 13:42 min.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design