Loading...

NYHEDER OM LØB

DM Trail får sin dåb på lørdag

15. januar 2015 · Jeppe Weinreich

70 løbere er tilmeldt det nye mesterskab, som afvikles på en særdeles krævende rute ved Hammershus på Bornholm. Arrangørerne håber på rigtigt vintervejr…

Et nyt medlem i atletikkens familie bliver officielt optaget nu på lørdag. Dåben finder sted på Bornholm, hvor startskuddet til DM Trail lyder kl. 12 ved Hammerhavnen i Allinge. Her venter der de godt 70 deltagere – heraf 21 kvinder – den klassiske halvmaratonstrækning på 21,1 km. Eftersom der er tale om trail – altså løb uden for de gængse stier og veje – bliver der tale om et halvmaratonløb ud over det sædvanlige.

”Det er jo en rute med mange højdemeter undervejs Den er teknisk svær, men byder også på en utrolig flot natur,” fortæller Lene Møller fra arrangørklubben Tejn IF. Hun peger på, at der venter deltagerne en hård tur på Hammerknuden, og på en enkelt særlig svær stigning er der sågar blevet sat et reb op, så der er noget at holde fast i.

Som hos andre løbsarrangører bliver der i disse dage skelet til vejrudsigten, men her hører ligheden også op.

”Det må meget gerne blive dårligt vejr, ruten må dog helst ikke blive for mudret. Men der må gerne falde noget sne, så deltagerne rigtig kan mærke vinteren,” lyder det fra Lene Møller.

Nye medlemmer
DM-løbet indgår i Salomon Hammer Trail Winter Edition 2015 samme dag, hvor der udenfor DM-regi bydes på andre og længere distancer. Winter Edition afvikles for andet år i træk, og der er tale om en aflægger af sommerhalvårets store trailløb, som med seks år på bagen er mere etableret. Samlet er der over 200 deltagere med på lørdag, og det er en stor fremgang i forhold til 2014-udgaven.

”Det er absolut positivt. En del klubber har formentlig også fået flere medlemmer, da deltagelse i DM-løbet jo kræver, at man stiller op for en klub.”

Maraton-mester løber med
I kvindefeltet finder man den danske mester på maraton, 42-årige Rikke Due-Andersen (Team Hechmann). Hun kan se frem til god modstand fra en anden veteran, Dorte Dahl (Blovstrød), der har noget større erfaring med den krævende form for løb, som trail er. Hos herrerne sætter arrangørklubben sin lid til den tidligere Sparta-løber Jesper Noer.

DM Trail / Salomon Hammer Trail Winter Edition 2015 – Allinge, Bornholm d. 17. januar 2015
Mere information

 

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design