Loading...

NYHEDER OM LØB

Ny forskning - Løb udskyder din aldring

18. juli 2014 · Jeppe Weinreich

Livslangt langdistanceløb gør en forskel, har en dansk forskergruppe netop påvist.

Det er næppe noget, som kommer helt bag på folk, der løber regelmæssigt. Men det er jo altid godt - igen - at få videnskabeligt belæg for, at løb faktisk er sundt. Aldringen - som ingen trods alt kan løbe fra - udskydes, når man gennem livet tilbagelægger en masse træningskilometer. Det har en dansk forskergruppe fra Institut for Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital påvist, og deres resultater er senest blevet publiceret i et amerikansk tidsskrift.

Rent konkret sørger de mange kilometers løb for, at færre skadelige sukkerkrydsbindinger - et velkendt tegn på aldring - hober sig op i bindevævet i sener, muskler, hjerte og kar. For langdistanceløberne betyder det også færre skader i fx sener, menisk og brusk, og risikoen for livsstilssygdomme er samtidig mindre, hedder det pressemeddelelsen fra Bispebjerg Hospital.

Med alderen ophobes skadelige sukkerkrydsbindinger i kroppens bindevæv. Det er et kendt tegn på aldring og en af de vigtigste årsager til, at risikoen for skader i bindevæv og risikoen for livsstilssygdomme stiger med alderen. Men det nye studie viser, at man selv kan påvirke sin aldring positivt, hvis man går i gang med at løbe halve eller hele maratonløb.

Gør en forskel
"Vi har påvist, at livslangt langdistanceløb gør en forskel. De ældre langdistanceløbere, som har været med i vores studie, har over 21 procent mindre ophobning af de skadelige sukkerkrydsbindinger i deres bindevæv, sammenlignet med slanke, raske, stillesiddende personer. Så det er altså muligt at udskyde sin aldring ved at løbe langt hele livet," udtaler post.doc Christian Couppé fra Institut for Idrætsmedicin.

Studiet er publiceret i det amerikanske tidsskrift AGE, ligesom det store amerikanske løbemedie Runner's World har skrevet om artiklen.

Mindre sygdom, større sener og et længere liv
Resultaterne hænger godt sammen med tidligere undersøgelser fra forskerne på Institut for Idrætsmedicin, som også blev omtalt tidligere på året i Runner's World. Her viste det sig, at den aldersrelaterede stigning i inflammationsniveauet, som er forbundet med livstilssygdomme, igen var langt lavere hos ældre langdistanceløbere, som har trænet livslangt, end hos raske slanke ikke-langdistanceløbere.

Samlet set betyder det, at langdistanceløberne er mindre syge og lever længere. Desuden kunne forskerne måle, at langdistanceløberne havde større sener, som medvirker til mindre belastning, og dermed er risikoen for skader også lavere.

FAKTA
• Sukker-krydsbindingerne, som ophober sig i kroppens bindevæv, kaldes Advanced Glycation Endproducts, og kan forkortes til AGEs. AGEs skabes i kroppen, når sukker kommer i kontakt med protein.

• Mekanismen bag langdistanceløbernes mindre ophobning af AGEs kendes endnu ikke fuldstændigt, og forskergruppen fra Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital håber gennem yderligere studier at komme svaret nærmere.

(Kilde: Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital)

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design