Loading...

NYHEDER OM LØB

Medoc Marathon fylder 30

23. januar 2014 · Jeppe Weinreich

Ved hvor mange maratonløb finder man lige vin og champagne ved depoterne - side om side med energidrikkene? Nej, vel? Men tag ikke fejl, Medoc Marathon i Bordeaux er ud over en stor fest også et seriøst maratonløb, som hvert år trækker 8.500 deltagere. Jubilæumsudgaven skydes i gang den 13. september.

Sport, sundhed, livsglæde og sjov. Sådan kan essensen af det franske Medoc Marathon koges ned til. Siden en gruppe entusiastiske løbere fik idéen til at afholde løbet i 1984, har eventen for hvert år trukket flere og flere deltagere til, der søger en sportslig oplevelse med plads til den livsnydelse, som mange også forbinder med Frankrig.

Ruten er et kapitel for sig og fører de maksimalt 8.500 deltagere, som løbet er indskrænket til, forbi ikke færre end 50 vinslotte i Medoc. En meget stor del af deltagerne er klædt ud, og ud over en masse events langs den 42,195 km lange rute kommer løberne forbi 22 depoter med væske samt 21 stk. med diverse andre forfriskninger. Er man til vand eller energidrikke, stopper man ikke forgæves op, men vil man prøve lidt ud over det sædvanlige, så bliver man her diverteret med vin, champagne, østers og lokale oste!

Medoc

1. præmie: Vinderens vægt i vin
Formentlig tog løbets vinder i 1992, Sacha Lotov, ikke alt for meget indenbords af de gode sager. Han kom nemlig i mål i den stadig gældende løbsrekord 2:19,20 timer, hvilket vidner om, at Medoc Marathon ikke bare er tant og fjas og mandehørm for gourmeter. Men måske var det førstepræmien, som dengang lokkede Lotov. Vinderen bliver nemlig stillet op på en vægtskål, og i den anden ende placerer man så kasser af den gode, lokale vin, indtil der er ligevægt. Nok hører eliteløbere ikke til de tungeste i klassen, men en pæn sjat må det være blevet til.

Efter løbet er der naturligvis lagt op til festligheder med fyrværkeri og en by, som emmer af fest og livsglæde.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design