Loading...

NYHEDER OM LØB

Hare stak af fra verdensrekordholder

24. juni 2014 · Jeppe Weinreich

Det sker yderst sjældent, men lørdag i Olomouc (21/6) var det "haren", soml øb af med sejren i det tjekkiske halvmaratonløb. Og det var ikke hvem som helst, der blev "snydt" for sejren, som nu gik til den ukendte temposætter Geoffrey Ronoh.

Egentlig havde løbsarrangørerne af årets store maratonløb i tjekkiske Olomouc annonceret en duel mellem verdensrekordholderne på hhv. maraton og 25 km, kenyanerne Wilson Kipsang og Dennis Kimetto. Men en tredje løber, som kun skulle have været statist, løb i sidste ende med hovedrollen.

Geoffrey Ronoh havde blot en 6. plads i et indisk maratonløb på sit cv, så når han befandt sig i den smukke middelalderby Olomouc, så skyldtes det, at førnævnte Kipsang havde taget ham med for at sætte verdensrekordtempo. De to havde nemlig trænet sammen op til løbet.

Kipsang havde bedt Ronoh om at runde de første 10 km i 28:20 min., og det gjorde denne perfekt med en mellemtid på 28:15 min. - altså inden for verdensrekordens rækkevidde. Kipsangs taktik, allerede fra starten af at sætte Kimetto, havde tilsyneladende været den rigtige. Kimetto var overrasket over det opskruede tempo og befandt sig ved de 10 km allerede et pænt stykke efter. Herefter handlede det kun om Kipsang og Ronoh. Sidstnævnte valgte ved 15 km at fortsætte, og da Kipsang tilsyneladende ikke havde tænkt sig at overtage føringen, satte Ronoh ganske enkelt tempoet op.

"Da jeg gav ham en chance for at gå forbi mig, så jeg, at han forblev nogle skridt bagefter. Da vidste jeg, at jeg havde styrken til at vinde løbet," udtalte Ronoh efter løbet til Race Results Weekly.

Han opbyggede hurtigt et forspring på godt 40 meter, og selvom tempoet dalede noget til sidst, kunne Kipsang ikke gå forbi. 4000 euro indbragte sejren for haren. Heri var der en bonus for at slå løbsrekorden. Men om han også fik sit honorar for at sætte tempo for Kipsang, melder historien intet om.

Olomouc Halvmaraton d. 21. juni 2014
1. Geoffrey Ronoh, Kenya 1:00,17 time
2. Wilson Kipsang, Kenya 1:00,25 time
3. Dennis Kimetto, Kenya 1:01,42 time

(Kilde: Race Results Weekly)

(Foto: RunCzech.com)

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design