Loading...

NYHEDER OM LØB

Fredensborg-løbere til start i verdens største crossløb

25. september 2014 · Thomas Nolan

En større gruppe løbere fra Fredensborg Atletikklub har i flere måneder trænet målrettet mod det svenske Lidingöloppet, som finder sted i weekenden. Der er tale om en 3-dages folkefest med flere forskellige events omkring den 30 km lange kongedistance.

Et af de helt store motionsløb i verden afvikles for 50. gang i weekenden. Det er det svenske Lidingöloppet, der som navnet antyder afvikles på Lidingö ved Stockholm og som går for at være verdens største terrænløb med 20.000 deltagere på kongedistancen 30 km. Lidingöloppet har dog udviklet sig til en 3-dages folkefest, hvor det bl.a. også er muligt at løbe 15 km, et 10 km kvindeløb, et stafetløb for virksomheder, børneløb mv. Det samlede deltagerantal når således op omkring 35.000 deltagere.

Lidingöloppet blev i sin første udgave afholdt med 644 startende deltagere, men voksede hurtigt eksplosivt. Løbet var tænkt som en pendant til det allerede den gang veletablerede langrendsløb Vasaloppet, for joggeren. Fra 1972 blev løbet en del af den såkaldte ”Svenske klassiker”, der også består af 90 km Vasaloppet, svømmekonkurrencen Vansbrosimningen (3 km open water) og den 300 km lange Vätternrundan på cykel. Gennemfører man Lidingöloppets 30 km-distance og de tre øvrige konkurrencer inden for en periode på 12 måneder, har man lavet en Svensk Klassiker. Det er en stor udfordring, men lykkes det, høster man stor, stor anerkendelse hos vort idrætsglade broderfolk.

Dansk deltagelse
I år deltager en større gruppe løbere fra Fredensborg Atletikklub, som har trænet målrettet mod eventen. For klubbens løbetræner, Bente Riis, er der noget helt særligt, som knytter sig til løbet.

”Det er nu tredje gang vi tager på klubtur til Lidingöloppet. Det er et helt særligt løb med en særlig aura omkring sig, vel lidt i stil med Eremitageløbet – eller vores eget Esrum Sø Rundt. En klassiker deltagerne kender og som der ikke ændres stort på fra år til år.”

”I år har vi trænet målrettet mod forløbet med et GoRun!-fortræningsforløb fra Dansk Atletik Forbund. Det har givet os fornyet inspiration, og træningerne har været meget varierede og spændende. Et særligt hit har været Canovas bakker (styrke-udholdenheds-intervaller a la Canova, Ugens løbepas uge 18, red.), som virkelig har været udfordrende og udviklende for cross- og bakkeløbs-formen”.

Fra MotionDANMARK skal lyde et stort tillykke til Lidingöloppet og et særligt held og lykke til alle de danske deltagere, ikke mindst den store gruppe fra Fredensborg Atletikklub.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design