Loading...

Foto: fra venstre: Jack Cohen, generalsekretær i Det Israelske Atletikforbund; Salih Munir Yaras, medlem af Det Europæiske Atletikforbunds bestyrelse; Jean Gracias, vicepræsident i Det Europæiske Atletikforbund; Jakob Larsen, direktør for Dansk Atletik Forbund.

NYHEDER OM LØB

DHL Stafetten som europæisk forbillede

29. august 2014 · Pressemeddelelse

Konceptet bag DHL Stafetten, der i denne uge afholdes for 34. gang i Fælledparken i København, er enestående. Det har bl.a. det Europæiske Atletikforbund og en række internationale atletikforbund opdaget.

DHL Stafetten havde i denne uge besøg fra international side. Gæsterne var kommet for at få inspiration til, hvordan konceptet kan introduceres for atletikklubber i andre lande. På det område kan Danmark nemlig noget, som andre lande ikke kan.

"It's not only unique in Denmark, it's unique in the world!", lyder det enigt fra Jean Gracias, vicepræsident i Det Europæiske Atletikforbund, Jack Cohen, generalsekretær i Det Israelske Atletikforbund, og Salih Munir Yaras, medlem af Det Europæiske Atletikforbunds bestyrelse (The European Athletics Council).

Udover Aarhus, Ålborg og Odense der som bekendt også afholder DHL Stafetten, har også Stockholm og Berlin ladet sig inspirere af ideen om at samle firmaer til stafetløb. Senest har Dublin omsat konceptet i Dublin Staff Relay, mens sportsklubben NS84 siden 2011 har stået bag DHL Tele-Post Stafetten i Nuuk.

Motionsløb tilbage til udenlandske klubber
Til september kommer konceptet så for første gang til Tel Aviv, hvor succeskriteriet er 150 hold. Dette første år er det det nationale atletikforbund der arrangerer eventet, men på sigt skal det lægges ud til atletik- og løbeklubberne.

Ingen steder er der nemlig så stor tradition for at sportsklubber arrangerer motionsløb som i Danmark, og præcis det ønsker repræsentanterne fra atletikforbundene at overføre til andre lande, særligt i Europa. 

"Vi er nødt til at få klubberne til se at de også kan organisere denne type events. De har hidtil kun koncentreret sig om track & field events, men folk vil ikke kun dyrke sport for sportens skyld, de vil også have det sociale med", forklarer Jack Cohen fra Israel. 
I Salih Munar Yaras' hjemland Tyrkiet er situationen den samme, forklarer han. "De fleste motionsbegivenheder er organiseret af firmaer, men de går kun op i profit og ikke i at gøre noget godt for idrætten og atletikken", fortæller Sali Munar Yaras. 

Jean Gracias, vicepræsident i det Europæiske Atletikforbund, forklarer at atletikforbundene har sovet i timen: "Da motionsløb fx kom til Frankrig i 70'erne, var forbundet ikke interesseret. Så gik motionsløbene til firmaer, og i dag lider atletikklubberne af mangel på ressourcer og anerkendelse", forklarer han.


Ifølge de tre forbundsrepræsentanter er det imponerende at en dansk atletikklub kan arrangere et motionsevent på denne størrelse. Kan udenlandske atletikklubber få viden og inspiration til at gøre det samme, vil der både kunne generes midler til såvel som interesse for atletikken.


Stolte over at kunne dele
Ideen til at arrangere DHL Stafetten i Danmark kommer fra Spartas formand, Niels Jørgen Holdt, som selv blev inspireret på en rejse til USA tilbage i 1980. Han deler gerne ud af sin viden og erfaring.

"Vi er glade og stolte over at man i udlandet vil komme herop og se hvad vi laver, så de kan se at man som klub godt kan arrangere så stor en begivenhed. Vi vil gerne dele vores erfaringer, så andre klubber i udlandet kan komme i gang med at genere midler til idrætslivet og atletikken", udtaler han.

Grunden til at Sparta i det hele taget arrangerer motionsløb, er netop for at generere et overskud til atletikken: "Vi laver løb for at tjene penge til de unge atleter. Det har altid været det vigtigste og er det stadig", fortæller Spartas formand.

D.A.F

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

45 43 26 23 20

daf@dansk-atletik.dk

DGI Løb

Vingsted Skovvej 1

7182 Bredsten

+45 7940 40 40

info@dgi.dk

MotionDANMARK er en del af

© Copyright MotionDANMARK - Website af DNA Design